Skip til primært indhold

Nyt datacenter indviet i Kolding

Mandag 18. november blev Region Syddanmarks nye datacenter i Kolding officielt indviet. Det topmoderne center rummer de computere og servere, som kører alle regionens it-systemer. Derfor er driftssikkerheden helt i top til gavn for sundhedspersonale, patienter og borgere.

Der var klapsalver, taler og snoreklipning, da regionens nye datacenter tæt ved Kolding blev indviet mandag ved middagstid. Og der er god grund til stoltheden. Det nye datacenter erstatter regionens nuværende datacentre i Esbjerg og Odense og bliver fremover basen for de servere, som skal styre den enorme mængde data, der skal til for at drive alle regionens it-systemer. Det er en opgave, der vokser i de kommende år, hvor regionen tager nye, store fælles it-systemer i brug, bl.a. patientjournalsystemet EPJ SYD og it-systemet RIPA SYD, som er en løsning til billedområdet.

Indvielsen blev markeret med taler af direktør for Regional IT Morten Lundgaard, formand for Anlægs- og innovationsudvalget Karsten Uno Petersen (S) og formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V).

Godt rustet til fremtidens udfordringer

Datacenteret har med sin placering ved Kolding Sygehus en central beliggenhed midt i regionen, og det er godt rustet til at håndtere fremtidens krav.

Formand for Anlægs- og innovationsudvalget Karsten Uno Petersen, siger:

- Hastighed og digitalisering er to store udfordringer i fremtiden. Intet kan gå hurtigt nok, intet kan blive stort nok, og intet kan blive ændret hurtigt nok. Derfor er datacenteret bygget efter moderne principper, og datasikkerhed og forsyningssikkerhed har fået et løft. Det er vigtigt for os alle i Region Syddanmark – herunder i særdeleshed klinikerne, at de får stillet en moderne og driftssikker platform til rådighed for deres arbejde, så de kan fokusere på mødet med patienten – uanset om mødet så er face-to-face eller en virtuel videokonference.

Sikkerheden er i top

Datacenteret er regionens vitale ”data-hjerte”. Derfor er det en lukket bygning, der er godt sikret imod uvedkommende indtrængning. Mette Bossen Linnet (V) slog i sin indvielsestale fast, at borgere og patienter kan være helt sikre på, at det nye datacenter passer godt på deres data.

- Med det nye datacenter har vi en fremtidssikret løsning, som lever op til de voksende krav til fysisk sikkerhed, driftsstabilitet og svartider for regionens systemer. Det er nemlig afgørende for at kunne tilbyde sikker drift, og det er også en brik i, at borgerne forsat kan have tillid til, at vi passer godt på deres data.

Fakta om datacenteret

Regionen afsatte i 2018 25 mio. kr. til at etablere det nye regionale datacenter på den matrikel, der blev ledig, da psykiatrien sidste år flyttede fra Kolding Sygehus til Vejle.

Datacenteret har et grundareal på ca. 600 m2 plus teknikinstallationer og har fysisk plads til 100 rackskabe. Det er designet efter moderne principper, som har afgørende betydning for driftsstabilitet, tilgængelighed af it-systemer og datasikkerheden.

Centeret er 100 pct. uafhængigt af Kolding Sygehus. Det indeholder en stor hal med to serverrum, som får komplet adskilte forsyninger af strøm, køling og brandslukning, så programmer og it-systemer kan køre videre i tilfælde af fx strømnedbrud, vedligeholdelse eller systemfejl.

Datacenteret er bygget energieffektivt, og det forventes, at der kan realiseres årlige driftsbesparelser på 2,5-3,0 mio. kr., svarende til en tilbagebetaling af investeringen over en tidshorisont på 8-10 år.

Der er ingen arbejdspladser på selve datacentret, men regionens it-afdeling har et større antal arbejdspladser i kontorfaciliteter tæt på datacentret.

Yderligere oplysninger

Karsten Uno Petersen

Formand for Anlæg- og innovationsudvalget

Regionsrådet


21 63 11 93
APPFWU01V