Skip til primært indhold

Syddanske patienter kan igen komme igennem til 112 og regionens sygehuse

Syddanske patienter kan her mandag morgen igen komme igennem til regionens sygehuse og 112. Søndag var der omfattende telefonproblemer i Region Syddanmark, der gjorde det vanskeligt at komme igennem til 112, lægevagten og regionens sygehuse.

Søndag aften lykkedes det TDC midlertidig at løse de driftsproblemer, de havde i løbet af søndagen. Det har stabiliseret driften af regionens telefoner og betyder, at syddanske patienter igen kunne komme igennem til 112, regionens lægevagtnummer og regionens sygehuse.

TDC kunne her til morgen meddele, at regionens telefoner har fungeret stabilt hele natten til mandag. Et internt tjek i regionen bekræfter dette billede. Dog opleves der forsat problemer periodevis – blandt andet med at ringe intern på regionens sygehuse.

Region Syddanmarks koncerndirektør Kurt Espersen siger:

- Det virker som om at de midlertidige løsninger, som TDC fik etableret søndag aften, betyder at syddanske patienter kan komme igennem til 112, regionens lægevagtnummer og regionens sygehuse. Sammen med TDC følger vi nu situationen tæt, og melder ud, når vi ved mere. Vi er meget afhængige af, at vores telefoner virker. Heldigvis tyder de første meldinger ikke på, at de ustabile telefoner har haft alvorlige konsekvenser for patienter.

Yderligere oplysninger

Kurt Espersen

Koncerndirektør


21 67 90 21
APPFWU02V