Region Syddanmark: Telefonerne virker igen
Omfattende telefonproblemer i Region Syddanmark har gjort, at patienter i det sidste døgns tid har oplevet, at det kunne være vanskeligt at komme igennem til 112, lægevagten og regionens sygehuse. Regionen kan nu melde, at telefonerne virker igen.
Driftsproblemer hos TDC har betydet, at syddanske patienter har oplevet periodiske problemer i det sidste døgns tid med at komme igennem til 112, regionens lægevagtnummer og regionens sygehuse.
Ved middagstid i dag meddelte TDC, at telefonerne nu virker igen. Et internt tjek i regionen bekræfter dette billede.
Region Syddanmarks koncerndirektør Kurt Espersen siger:
- Det er livsvigtigt, at patienter kan komme igennem til os, hvis de har brug for hjælp. Derfor er vi meget afhængige af, at vores telefoner virker. Heldigvis tyder de første meldinger ikke på, at de ustabile telefoner har haft alvorlige konsekvenser for patienter.
TDC og Region Syddanmark vil i løbet af de kommende dage kortlægge, hvad der gik galt, så lignende telefonnedbrud kan undgås en anden gang.