Ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland
Eva Nielsen bliver ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland. Den nye direktion på sygehuset er dermed på plads efter en kort periode med konstitueret ledelse.
Region Syddanmark ansætter Eva Nielsen som sygeplejefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland pr. 22. maj 2017. Hun har siden 10. januar 2017 været konstitueret i stillingen.
Eva Nielsen er uddannet sygeplejerske og har i en årrække arbejdet på sygehuset i Sønderborg. Hun har stor ledelsesmæssig erfaring og har de seneste år været centerchef på Medicinsk Center, Sygehus Sønderjylland.
Den samlede sygehusledelse er på plads
Med valget af Eva Nielsen som sygeplejefaglig direktør er alle direktørposterne i Sygehus Sønderjyllands nye direktion besat.
Eva Nielsen vil i samarbejde med administrerende sygehusdirektør, Peter Fosgrau, og lægefaglig direktør, Bjarne Dahler-Eriksen, have det overordnede ansvar for ledelsen af Sygehus Sønderjylland.
Regionsdirektør Jane Kraglund siger:
- Jeg er meget glad for at kunne byde Eva Nielsen velkommen som fast medlem af direktionen på Sygehus Sønderjylland. Der var mange kvalificerede ansøgere, men vi var enige i ansættelsesudvalget om, at det var Eva, vi ville ansætte. Vi har fået et stærkt hold, som jeg er meget tryg ved. I kombination med alle de gode kræfter, der findes på sygehuset, er jeg sikker på, at Sygehus Sønderjylland også fremover vil levere mange gode resultater.
God til at samarbejde
Som sygeplejefaglig direktør får Eva Nielsen blandt andet ansvar for at udvikle organisationen, så der skabes gode vilkår for alle medarbejdere på alle matrikler, og for at sikre de bedst mulige patientforløb.
Administrerende sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland, Peter Fosgrau, siger:
- Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Eva. Med Eva får vi et medlem af direktionen, som kender Sygehus Sønderjylland rigtig godt. Eva står for godt samarbejde og god ledelse og for høje faglige standarder for patienternes pleje og behandling. Også medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø ligger hende meget på sinde.
Kendskab til organisationen og medarbejderne er en fordel
Eva Nielsen siger:
- Jeg glæder mig til at fortsætte med de mange spændende opgaver, der er på Sygehus Sønderjylland, og jeg har en stærk tro på den direktion, som nu er på plads. Jeg kender jo allerede organisationen rigtig godt og ikke mindst mange af medarbejderne. Det ser jeg som en klar fordel. Det er vigtigt at have føling med organisationen, og jeg er fortaler for i høj grad at involvere medarbejderne. Det fremmer arbejdsglæden og giver bedre betingelser for fortsat at levere en høj kvalitet i vores behandling af patienterne.
Privat bor Eva Nielsen i Sønderborg med sin mand. Sammen har de to voksne børn.
Fakta:
Sygehus Sønderjylland er én af Region Syddanmarks fire somatiske sygehusenheder og har 2.800 medarbejdere fordelt på matriklerne i Tønder, Sønderborg og Aabenraa.
Januar 2017: Sygehus Sønderjylland får ny konstitueret direktion
Marts 2017: Peter Fosgrau tiltræder som administrerende direktør på Sygehus Sønderjylland
Maj 2017: Bjarne Dahler-Eriksen tiltræder som lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland
Eva Nielsen
Eva Nielsen er 56 år.
Hun er uddannet sygeplejerske i 1984 og har siden 1992 haft forskellige lederjob inden for sundhedsvæsenet – blandt andet som oversygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Sønderborg Sygehus.
Siden 2013 har Eva været centerchef på Medicinsk Center på Sygehus Sønderjylland, og i januar 2017 blev hun konstitueret sygeplejefaglig direktør.
Yderligere oplysninger
Regionsdirektør Jane Kraglund, Region Syddanmark,
Administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau, Sygehus Sønderjylland, Region Syddanmark, telefon 26 29 07 98
Sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen, Sygehus Sønderjylland, Region Syddanmark, telefon 28 95 27 89