Skip til primært indhold

Ny kampagne: Færre skal ringe til lægevagten

Lægevagten i Region Syddanmark vil gerne bruge tiden på de personer, der akut har brug for hjælp. Desværre oplever vagtlægerne at få mange opkald, der godt kunne vente til en tid ved egen læge. En ny kampagne skal opfordre til omtanke, når man bruger lægevagten.

Receptfornyelser på p-piller, hovedpinepiller eller hæmoridecreme. Eller måske bare en fodsvamp, der driller lidt.

Lægevagten i Region Syddanmark oplever at få mange opkald, der godt kan vente, til egen læge har åbent igen. I værste tilfælde spærrer disse opkald for akutte henvendelser og skaber længere ventetid i telefonen.

Derfor sætter Region Syddanmark nu gang i en kampagne, der skal få borgerne i regionen til i højere grad at bruge deres egen læge i stedet for at ringe til lægevagten.

Ole Holm-Thomsen, vagtchef ved lægevagten i Region Syddanmark, siger:

- En del mennesker ringer til lægevagten for at få fornyet recepter, og det tager tid og ressourcer fra personer, som har akutte helbredsproblemer. Vi oplever også, at folk i en vis udstrækning ringer med ting, som ikke er akutte. Det kunne for eksempel være et udslet, de har haft i flere dage, eller ondt i ryggen gennem en uge.

Det er forglemmelser

Noget af det, som man skal gå til egen læge med, er receptfornyelser på fast medicin. Det kan blandt andet være p-piller, piller mod mavesyre eller smertestillende. Alligevel laver lægevagten mange af den slags receptfornyelser.

I 2016 fornyede de eksempelvis 2006 recepter på p-piller, 1247 recepter på Panodil og Kodimagnyl og 313 receptfornyelser for stofskifte-medicin. Der kan selvfølgelig være tilfælde, hvor der er tale om noget akut.

Ole Holm-Thomsen siger:

- Det drejer sig helt overvejende om forglemmelser. Man glemmer simpelthen at få fornyet sin recept, og så bruger man lægevagten til at få det gjort. Det er selvfølgelig ærgerligt, at den type opkald spærrer for de mere akutte. Hvis man for eksempel sidder med en lungebetændelse, så er det ikke sjovt at sidde i en lang telefonkø, fordi der er nogle, skal have fornyet en recept, som de kunne have fået fornyet ved deres læge.

Fokus giver god mening

Det giver rigtig god mening at sætte fokus på, hvordan man bruger lægevagten. Det mener formand for Region Syddanmarks sundhedssamordningsudvalg Tage Petersen (V).

Tage Petersen siger:

- Hensigten med lægevagten er, at man skal kunne få hurtig hjælp, hvis man er akut syg, ens sygdom er forværret eller man er kommet til skade. Desværre ser det ud til, at lægevagten af og til bliver brugt som en slags erstatning for egen læge, fordi man glemmer at forny recepter eller ikke lige når det. Og det er både dyrt for samfundet og uhensigtsmæssigt for de borgere, der har brug for akut hjælp.

Telefonbesked giver færre opkald

Lægevagten i Region Syddanmark modtog 713.833 opkald i 2016.

En ny velkomstbesked ved lægevagten, der gør opmærksom på, at receptfornyelser bør ske ved egen læge, har allerede mindsket antallet af lægevagtkonsultationer over telefonen med cirka 4.000 målt på to ens to-måneders perioder fra henholdsvis før og efter beskeden blev indført.

Håbet er, at den nye kampagne kan medvirke til at bringe antallet af ikke-akutte opkald yderligere ned.

Ole Holm-Thomsen siger: 

- Jeg håber selvfølgelig på, at vi kan skabe opmærksomhed om at få udnyttet lægevagten til det, den er der for: Akut opstået sygdom og akut forværring af en eksisterende sygdom. En recept-fornyelse på eksempelvis p-piller kan godt i situationen virke akut, men der er altså ikke tale om akut sygdom, og det bør være muligt at planlægge og få recepten fornyet i god tid ved egen læge. Så vi håber selvfølgelig, at vi får bedre tid til de akutte opkald, når der forhåbentlig bliver færre af de ikke-akutte.

De akutte tilfælde kan blandt andet være feber, smerter, lammelser, psykiske tilstande og andre tilstande, som man ikke selv kan vurdere og behandle.

Kampagnen kommer til at bestå af en kommunikationsindsats i de lægepraksis, der ligger i regionen, ligesom der også bliver en indsats på sociale medier og på info-skærmene ude på sygehusene.

Yderligere oplysninger:

Ole Holm-Thomsen, vagtchef, Lægevagten i Region Syddanmark, mobil: 40 25 62 90

Tage Petersen (V), formand for Region Syddanmarks sundhedssamordningsudvalg, mobil: 61 36 60 22

APPFWU02V