Endnu et informationsmøde for kandidater til regionsrådet
Region Syddanmark holder 14. august endnu et informationsmøde for syddanske borgere, der overvejer at stille op til regionsvalget i november. Mødet holdes i regionshuset i Vejle.
21. november i år skal de syddanske vælgere sætte navne på de 41 regionsrådsmedlemmer, som fra 2018 og fire år frem får det politiske ansvar for Region Syddanmarks opgaver. Men allerede i september skal borgere, der ønsker at stille op til regionsvalget, melde deres kandidatur ved at aflevere en kandidatliste.
Region Syddanmark holder informationsmøder for alle, der overvejer at stille op som kandidat ved regionsvalget i 2017. Nu inviterer regionen til møde den 14. august 2017 fra klokken 18.30 til 20.30 i regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle. Regionen har én gang tidligere holdt et tilsvarende møde – nemlig umiddelbart før sommerferien den 19. juni.
På mødet den 14. august kan de fremmødte få et indblik i regionens vigtigste opgaver, og i de vilkår regionen arbejder under. På det første møde den 19. juni deltog 25 potentielle regionsrådskandidater.
Yderligere oplysninger
Iben Schjermer, Råds- og direktionssekretariatet, Region Syddanmark, telefon 29 20 14 38
Mette Bro Lund, Råds- og direktionssekretariatet, Region Syddanmark, telefon 24 84 43 91