Skip til primært indhold

Drikkevand får topprioritet

At sikre mest muligt rent drikkevand for pengene bliver hovedprioriteten, hvis regionsrådet vedtager ny strategi på miljøområdet. VandCenter Syd i Odense bakker op om forslaget.

Beskyttelsen af drikkevandet skal sættes højst på miljødagsordenen. Det mener Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, som enstemmigt stillede sig bag forslaget til Jordforureningsstrategi 2017 på sit møde torsdag.

Jørn Lehmann Petersen (S) er formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark, og han håber på bred opbakning blandt regionsrådskollegerne til strategien, der bærer overskriften ”Mest godt grundvand for pengene”:

- Vores primære opgave er at sikre rent drikkevand. Så enkelt kan det siges. Det er forudsætningen for vores sundhed, og vi vil gøre alt for, at vi ikke havner i samme situation som i andre lande, hvor man er nødt til at rense drikkevandet kemisk, siger han og tilføjer:

- Det også har stor betydning for turismen, at vi kan markedsføre os med, at netop Danmark er et af de få lande på verdensplan, hvor man trygt og uden problem kan drikke vandet direkte fra vandhanen.

Slut med byboringer

Den nye strategi betyder, at sager om forurening af indeklima og boliggrunde ryger bagerst i køen, med mindre de udgør en alvorlig sundhedsrisiko. Og for at få fuldt udbytte af midlerne til beskyttelse af drikkevand, vil det også blive prioriteret inden for selve området.

- Man vil også kunne opleve, at vi i nogle områder kan komme i den situation, at vi sammen med kommuner og vandværker på sigt må flytte drikkevandsboringer væk fra bynær beliggenhed, hvis vi her kæmper en forgæves kamp mod forurening, siger Jørn Lehmann Petersen.

Undtagelsen er de steder i regionen, hvor der ikke findes alternative drikkevandsressourcer til de bynære indvindinger. Her vil beskyttelsen af vandboringerne fortsætte.

Vand til fremtiden

VandCenter Syd, der årligt forsyner 166.500 odenseanerne med rent drikkevand, er positiv over for den nye strategi:

- Det er godt, hvis vi kan sikre langt flere kildepladser ved at fokusere indsatsen mod det åbne land. Det vil give sikkerhed for mere rent drikkevand. For os som vandforsyning handler det om at have rigeligt med godt grundvand både her og nu og til fremtidige generationer, siger Christian Ammitsøe, projektchef i VandCenter Syd, og tilføjer:

- I dag ville ingen drømme om at placere en ny drikkevandsboring tæt på industri eller midt i en by. Den type boringer er simpelthen for sårbare over for de mange kendte og ukendte forureningstrusler mod grundvandet.

Jordforureningsstrategi 2017 kommer til endelig behandling og afstemning i regionsrådet 24. oktober 2016.

Yderligere oplysninger:

Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, Region Syddanmark,
Christian Ammitsøe, projektchef i VandCenter Syd, tlf.: 40 82 36 08

Kontaktperson

Jørn Lehmann Petersen


40 40 58 33
APPFWU01V