Skip til primært indhold

Lægepraksis i sundhedscenter skal få flere læger til Ribe

Region Syddanmark vil indrette en lægepraksis i Ribe Sundhedscenter fra december 2016. Etableringen af en lægepraksis i sundhedshuset skal trække flere praktiserende læger til området. Derudover vil den nye lægepraksis understøtte Esbjerg Kommunes arbejde med at samle de primære sundhedstilbud, så borgerne kan finde en række sundhedstilbud i ét center.

Borgerne i og omkring Ribe kan fra 2017 besøge både læge, tandlæge, jordemoderkonsultation, hjemmesygeplejen og den kommunale genoptræning, når de træder indenfor i Ribe Sundhedscenter.

Region investerer 5,8 millioner i ny lægepraksis

Region Syddanmark vil investere 5,8 millioner kroner i en ny lægeklinik i sundhedscenteret med plads til tre læger plus én læge under uddannelse.

Sundhedscenteret ligger i det tidligere sygehus, og Esbjerg Kommune vil udleje lokalerne til regionen, som istandsætter arealerne og lejer dem ud til lægerne.

Nye faciliteter og sparring skal få lægerne til Ribe

Regionens erfaring fra de andre sundhedshuse, som er bygget, viser, at de unge læger gerne vil indgå i et samarbejde med andre læger, så der er mulighed for faglig sparring.

Region Syddanmarks formand for Sundhedssamordningsudvalget, Tage Pedersen (V), forklarer, hvorfor regionen er indstillet på at skyde penge i en ny praksis:

- Vi har en god fornemmelse af, hvad der skal til for at lokke flere læger til vores region, og der er ingen tvivl om, at muligheden for samarbejde med andre læger vejer tungt. Derfor vil vi rigtig gerne gøre, hvad vi kan for at skabe muligheden for det samarbejde, så vi kan få flere dygtige læger til Vestjylland.

Regionen er allerede i fuld gang med at udarbejde et forslag til indretningen.

Samler sundhedstilbuddene i Ribe

Med indretningen af de nye faciliteter samler regionen og Esbjerg Kommune de såkaldte primære sundhedstilbud under et tag, og det kommer borgerne til gode.

Formanden for Sundhed- & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, Henning Ravn, forklarer:

- Jeg er rigtig glad for den løsning, som vi har fundet sammen med Region Syddanmark. Vi får med indflytningen af lægerne samlet vores fælles sundhedstilbud i det nære sundhedsvæsen til gavn for borgerne.

De nye lægefaciliteter forventes at stå færdige i december 2016.

Visualisering af ankomstområdet:

Visualisering af ankomsthallen

Visualisering af ankomstareal i ny lægepraksis i Ribe Sundhedscenter - Akkreditering Arkitekt Charlotte Folke

Yderligere informationer:

Udvalgsformand Tage Petersen (V), Sundhedssamordningsudvalget, Region Syddanmark, telefon 61 36 60 22

Udvalgsformand Henning Ravn (V), Sundhed & Omsorgsudvalget, Esbjerg Kommune, telefon 40 10 12 46

Kontaktoplysning

APPFWU02V