Region Syddanmarks journalsystem er nede efter opdatering
En planlagt opdatering i nat af det syddanske elektroniske journalsystem COSMIC gik ikke som forventet. Det betyder desværre, at alle syddanske sygehuse i dag må køre på nødberedskab. Nødberedskabet har ingen umiddelbare konsekvenser for behandlingskvaliteten, men patienter kan opleve forsinkelser og aflysninger
En planlagt opdatering af det syddanske elektroniske journalsystem Cosmic gik i nat desværre ikke som forventet. Det betyder, at journalsystemet ikke er tilgængeligt for sygehusene i hele regionen i de kommende timer, mens opdateringen bliver rullet tilbage.
Sygehusene har adgang til en række omfattende nødberedskaber og kan blandt andet benytte et separat elektronisk journalsystem, hvor oplysningerne er opdateret 30 dage tilbage og frem til klokken 24 natten til i dag. Derfor vil akutte patienter og patienter, der allerede er indlagt, kunne behandles med minimale forsinkelser.
Patienter, der er indkaldt til for eksempel fast kontrol på et af de Syddanske sygehuses ambulatorier, kan opleve forsinkelser og aflysninger, men skal indtil videre møde op som normalt med mindre, de har hørt andet.
– Vi er frygteligt kede af de gener og irritationer, som nedbruddet giver vores patienter. Vores personale gør alt hvad de kan for at løse situationen så godt som muligt lige nu, og så må vi bagefter undersøge, hvad vi kan gøre for at forebygge, at noget lignende gentager sig, siger administrerende direktør på Odense Universitetshospital Niels Nørgaard Pedersen. Odense Universitetshospital er systemejer på Region Syddanmarks journalsystem Cosmic.
Yderligere oplysninger
Administrerende direktør Niels Nørgaard Pedersen, Odense Universitetshospital, mobil 20 28 20 71