Skip til primært indhold

Region Syddanmarks CoLab Plug & Play indgår samarbejde med MedCom i to-årigt pilotprojekt

Telemedicin kan gøre livet lettere. Både for patienter og sundhedsvæsen. Så når Fru Jensen hjemme i stuen selv måler og indsender data til sin læge via sin computer, er det en fordel for hende selv og for sundhedsvæsenet. Hun behøver ikke møde op hos lægen, og lægen sparer tid og ressourcer. Men løsningen kræver, at en række it-standarder er opfyldt, og at modellen forinden er testet grundigt, så det dels er de rigtige data, der havner hos lægen, dels at data ikke havner det forkerte sted.

Blandt virksomheder og offentlige institutioner er der et stigende behov for lettere adgang til at få testet og blåstemplet deres it-løsninger i forhold til relevante standarder.
Derfor har CoLab Plug & Play i Odense indgået aftale med den nationale aktør MedCom om et toårigt samarbejde i et pilotprojekt, der skal understøtte konceptet for test og blåstempling i forhold til nationale standarder for indhentning af de såkaldte hjemmemonitoreringsdata.

- Jeg glæder mig over, at MedCom som national aktør inden for sundheds-it vil være en del af CoLab Plug & Play, hvor de kan udføre test og være med til at videreudvikle konceptet for et fremtidigt nationalt test-setup inden for telemedicin og sundhedsdata. Det nye samarbejde er en understregning af, at vi i Region Syddanmark så rigtigt, da vi valgte at satse på sundheds og velfærdsinnovation, siger Karsten Uno Petersen (S), formand for Innovationsudvalget under Region Syddanmark.

Også i ledelsen hos CoLab Plug & Play glæder man sig til at tage fat på udfordringen med at videreudvikle test-setuppet.

- Vi har allerede en del erfaringer i CoLab Plug & Play med at hjælpe private virksomheder med at validere data og med at sikre, at data flyder, som de skal, så vi er naturligvis glade for, at vi med vores erfaring kan være med til at sikre den fremtidige struktur for test og blåstempling for dette vigtige område, siger Søren Lindgaard, it-direktør og konstitueret direktør i Syddansk Sundhedsinnovation.

Hos MedCom ser man samarbejdet med CoLab Plug & Play som en mulighed for at standardisere og ensrette strømmen af hjemmemonitoreringsdata, som forventes at blive stadig mere kompleks.

- Det er klart, at med det udbud af virksomheder inden for telemedicin, som vi ser i dag, er vi nødt til at have nogle faste nationale standarder og rammer for, hvordan vi kvalitetssikrer den stadigt stigende strøm af data, der flyder mellem de forskellige aktører på sundhedsområdet. I den sammenhæng er CoLab Plug & Play et godt eksempel på, hvor langt fremme vi er på området herhjemme, og derfor er det også naturligt, at valget er faldet på dem som samarbejdspartner i dette pilotprojekt, siger Lars Hulbæk, direktør i MedCom.

Pilotprojektet løber over de næste to år parallelt med driften af CoLab Plug & Play, hvor virksomhederne har en unik mulighed for at teste deres løsninger op mod det danske sundhedsdatanet.

Yderligere oplysninger:

Karsten Uno Petersen (S), formand for Innovationsudvalget, Region Syddanmark, tlf. 2163 1193

Søren Lindgaard, it-direktør og konstitueret direktør i Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark, tlf. 24 24 15 55

Lars Hulbæk, direktør MedCom, tlf. 40 36 86 15

Kontaktoplysning

Karsten Uno Petersen

Regionsrådsmedlem


21631193
APPFWU01V