Skip til primært indhold

Nemme navne nærmer sig

Navnene på sygehusafdelingerne i Region Syddanmark skal fordanskes og ensrettes. Det besluttede regionsrådet 29. februar. De nye navne skal få patienterne til at føle sig mere på hjemmebane.

Radiologi, reumatologi samt gynækologi og obstetrik. Der er rigeligt med tunge- og tankegymnastik, når patienter skal prøve at finde rundt til de rigtige afdelinger på sygehusene i Danmark.

Derfor har politikerne i Region Syddanmark besluttet sig for at fordanske navnene på sygehusafdelingerne på regionens sygehuse. Øvelsen med at fordanske navnene er også i gang i flere andre regioner.

Fra latinske til danske navne

Således vil radiologi eksempelvis komme til at hedde ”Røntgen og Scanning”, reumatologi kommer til at hedde ”Gigt og Bindevævssygdomme”, mens gynækologi og obstetrik kommer til at hedde ”Kvindesygdomme og Fødsler”.

Nye navne skal få patienterne til at føle sig mere trygge

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) slår fast, at navneskiftene er vigtige for at sikre et sundhedsvæsen, hvor patienterne ikke føler sig på udebane:

- Vi har et politisk ønske om at inddrage og komme i dialog med patienterne om behandlingen på vores sygehuse, og det kræver, at de føler sig trygge. De latinske navne kan være med til at understøtte en fornemmelse af, at man er på udebane, og det er vi og medarbejderne på sygehusene på ingen måde interesseret i. Tværtimod.

Mindre forvirring ved ensretning af navne

Det nye tiltag er også en måde at ensrette navnene på tværs af sygehusene i regionen. Indtil nu har sygehusene selv navngivet afdelingerne, og det kan skabe forvirring for de patienter, der skal skifte sygehus midt i en udredning eller behandling.

Med de nye navne bliver patienter, der skal til kræftbehandling eksempelvis, ikke forvirret over, at Kræftafdelingen pludselig hedder Onkologisk Afdeling på et andet sygehus i regionen.

Fordanskning af navne er en svær opgave

De nye navne har været i høring på sygehusene, så medarbejderne har haft mulighed for at komme med input. Det har generelt været en udfordring at finde navne, der giver mening for patienterne og for medarbejderne.

Poul-Erik Svendsen siger:

- Det har været en svær opgave, vi har sat sygehusene og os selv på. Det er sin sag at finde navne, der er lette at forstå samtidig med, at de beskriver afdelingens arbejde, men jeg synes, vi er kommet frem til nogle gode forslag.

Omkostningstung opgave

De nye navne vil langsomt blive udbredt på sygehusene, da det er en stor og omkostningstung opgave. Derfor vil man, så vidt det er muligt, forsøge at udskifte skilte og lignende i forbindelse med eksempelvis ombygninger.

I løbet af 2016 vil Region Syddanmark have en tidsplan på plads for hele regionen.

Yderligere oplysninger

APPFWU02V