Jens Winther Jensen forlader jobbet som koncerndirektør i Region Syddanmark
Jens Winther Jensen skal være direktør for de fem regioners kvalitetsudviklingsprogram.
Jens Winther Jensen tiltrådte stillingen som koncerndirektør i Region Syddanmark den 1. maj 2016 men har nu valgt at tage imod nye udfordringer. Han har takket ja til en stilling som direktør for Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) og forlader Region Syddanmark den 31. januar 2017.
-Det er naturligvis beklageligt, at Jens Winther Jensen forlader Region Syddanmark. Men sådan er spillereglerne jo. Der vil altid være rift om kompetente og innovative folk som Jens. Derfor vil jeg også gerne kvittere for det gode samarbejde, som jeg og den øvrige direktion har haft med Jens. Han er kommet til Syddanmark med stort engagement og idérigdom. Jeg vil ønske ham alt mulig held og lykke med de nye udfordringer, siger regionsdirektør Jane Kraglund.
Den 47-årige Jens Winther Jensen kom til Region Syddanmark efter senest at have været sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland. I Syddanmark har han ud over de tværgående opgaver indenfor koncerndirektionen stået i spidsen for Region Syddanmarks udvikling inden for kvalitet, forskning, innovation, patientsikkerhed og specialeplanlægning.
I sit nye job i RKKP skal Jens Winther Jensen sikre, at det store potentiale for kvalitetsudvikling, baseret på fagligt ledede kliniske kvalitetsdatabaser, udnyttes optimalt.
-Region Syddanmark er en fantastisk organisation med en masse dedikerede medarbejdere. På trods heraf er dette en mulighed, jeg ikke kunne lade gå fra mig. Jeg skal stå i spidsen for arbejdet med at udvikle de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser såvel klinisk, ledelsesmæssigt som forskningsmæssigt. RKKP skal spille en væsentlig rolle i sundhedsvæsenets nye kvalitetsprogram hen imod en datadrevet og lærende tilgang til kvalitetsudvikling, siger koncerndirektør Jens Winther Jensen.
Regionsrådsformand Stephanie Lose har forståelse for Jens Winther Jensens valg men ærgrer sig også.
- Det er altid ærgerligt, når dygtige folk forlader regionen. Jens Winther Jensen har lige fra sin start i Region Syddanmark bidraget positivt, udfordret os og tilført vigtige indspark til udviklingen af regionen og det syddanske sundhedsvæsen. Jeg er ked af, at jeg og resten af regionsrådet ikke får mulighed for at fortsætte samarbejdet med Jens, siger Stephanie Lose..
Jens Winther Jensen tiltræder sit nye job den 1. februar 2017.
Stillingen som koncerndirektør vil blive opslået snarest.
Yderligere oplysninger
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark,
Regionsdirektør Jane Kraglund, Region Syddanmark, mobil 28 99 32 40
Koncerndirektør Jens Winther Jensen, mobil 24 88 84 28