Skip til primært indhold

Sydvestjysk Sygehus skal rumme farve, lys og refleksion

Det bliver kunstneren Leonard Forslund, der skal udsmykke den nye sengebygning på Sydvestjysk Sygehus. Det besluttede Region Syddanmarks innovationsudvalg torsdag den 17. september.

Sengebygningen på sygehuset i Esbjerg vil i løbet af de kommende år blive udsmykket med kunst skabt af den svenskfødte kunstner Leonard Forslund.

Kunstneren var én af i alt tre kunstnere, der var blevet udvalgt til at indgå i en konkurrence om at udsmykke det vestjyske sygehus, men det var altså Leonard Forslunds forslag, der løb med sejren.

Projektet skaber sammenhæng

Kunstnerens forslag tager afsæt i farve, lys og refleksion og kommer til at sætte et tydeligt aftryk på sygehuset. Den visuelle gennemslagskraft og muligheden for at udbrede projektet til resten af sygehuset var en af hovedårsagerne til, at Region Syddanmarks innovationsudvalg pegede på Leonard Forslund.

– Det er et spektakulært og nyskabende projekt, vi har udpeget som vinder. Projektet er innovativt og bruger forskellige udtryksformer, der taler til både nysgerrighed og eftertænksomhed. Samtidig er jeg er glad for, at projektet kan udbredes til hele sygehuset, så kunsten skaber sammenhæng mellem det nye byggeri og det eksisterende, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for innovationsudvalget.

Kunstnerne var udpeget af en kunstgruppe, nedsat på Sydvestjysk Sygehus med rådgivning fra en kunstkonsulent.

Sygehuset skaber refleksion

Leonard Forslunds forslag til udsmykning spænder vidt og rummer blandt andet en vægintegreret lysbølge i den nye sengebygning, et særligt tredimensionelt refleksionsspejl og lysende lanterner i ankomsthallen.

– Jeg er rigtig glad for, at udvalget har kunnet se idéen i mit projekt. Sygehusene rummer mange aspekter af livet, og hvert eneste besøg på sygehuset bør give anledning til refleksion, og det er netop tanker, jeg gerne vil sætte gang i med min kunst, siger Leonard Forslund.

Der er i alt afsat 2.25 millioner kroner til at dække kunstprojektet.

Hele sygehuset skal udsmykkes

Kunstnerens projekt udstikker også rammerne for den fremtidige udsmykning af den resterende del af sygehuset, så der er sammenhæng i hele byggeriet. Dermed er der åbnet op for, at også andre kunstnere vil kunne løfte projektet videre.
Pengene til dette skal findes igennem fundraising, og den kommende tid vil sygehuset afklare, hvordan forløbet skal gribes an.

Yderligere information

Udvalgsformand Karsten Uno Petersen, Innovationsudvalget, Region Syddanmark,

Konkurrencevinder Leonard Forslund, telefon 26 53 83 84

APPFWU01V