Skip til primært indhold

Per Busk ny administrerende sygehusdirektør på Sydvestjysk Sygehus

Region Syddanmark ansætter Per Busk som ny administrerende sygehusdirektør på Sydvestjysk Sygehus.

Region Syddanmark har i dag ansat Per Busk som ny administrerende sygehusdirektør på Sydvestjysk Sygehus, der omfatter sygehusene i Esbjerg og Grindsted og veneklinikken i Brørup. Per Busk er 50 år og kommer fra en stilling som direktør på sundhedsområdet i Region Syddanmark. Her har han siden 2009 i en fleksibel arbejdsdeling med sundhedsdirektør Jens Elkjær haft hovedansvaret for blandt andet opfølgning af hjerte- og kræftbehandlingen på regionens sygehuse, samarbejdet med de praktiserende læger og kommunerne og det præhospitale område.

I sit nye job får Per Busk sammen med to øvrige direktører i direktionen det overordnede ansvar for ledelsen af Sydvestjysk Sygehus. Sygehusenheden er én af Region Syddanmarks fire sygehusenheder og har et samlet budget på cirka 1,8 mia. kr. Sygehuset beskæftiger cirka 2500 medarbejdere.

- Jeg er rigtigt glad for, at vi har fundet en solid administrerende direktør til Sydvestjysk Sygehus. Per har omfattende cheferfaring og har beskæftiget sig med hele paletten af de udfordringer, som vores sundhedsvæsen arbejder med i disse år. Han har været formand for utallige arbejdsgrupper og mestrer samarbejdet med de sundhedsprofessionelle. Sydvestjysk Sygehus er inde i en god udvikling. Med ansættelsen af Per har vi to ud af tre direktører på sygehuset på plads. De skal sammen med sygehusets ledere og medarbejdere fortsætte den gode udvikling, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær.

Afløser Bjarne Normark

Med ansættelsen af Per Busk er to ud af tre nye direktører på plads i direktionen på Sydvestjysk Sygehus. Susanne Lauth begyndte i jobbet som sygeplejefaglig direktør 1. oktober, og stillingen som lægelig direktør bliver slået op i nærmeste fremtid.

Per Busk afløser Bjarne Normark i jobbet som administrerende sygehusdirektør.

Sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth ser frem til samarbejdet med Per Busk.

- Jeg vil hilse Per Busk hjertelig velkommen som kollega og administrerende sygehusdirektør på Sydvestjysk Sygehus. Jeg og hele sygehuset ser frem til samarbejdet. Per besidder en omfattende erfaring og indsigt i sundhedsvæsenet, som vil kunne komme Sydvestjysk Sygehus til gavn i den proces, som vi står ved starten af – blandt andet med at gennemføre et generationsskifte i sygehusets ledelse. Jeg ser Per som en visionær og robust kollega, som vil kunne bidrage positivt med styrkelse af sygehusets faglige profil, stabilitet og fremdrift, siger Susanne Lauth.

Per Busk begynder i sit nye job 1. november 2015.

- Jeg kender Sydvestjysk Sygehus som et sygehus med et fantastisk engageret og dygtigt personale. Derfor ser jeg frem til sammen med personalet at videreudvikle den service og kvalitet, vi yder til vores patienter. For eksempel når det handler om sammenhæng i patientforløbene samt det at give patienterne reel indflydelse på eget behandlingsforløb. Det vil også give os nye muligheder, at det store byggeri af ny sengebygning går i gang til næste år. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg også ser udfordringer i horisonten. Regionsrådet har barslet med en række nødvendige sparetiltag over de kommende år. Den udfordring kan kun løses i et tæt samarbejde med medarbejdere og ledere på sygehuset, siger Per Busk.

Afdelingschef Mads Haugaard konstitueres i stillingen som direktør på sundhedsområdet.

Fakta om Sydvestjysk Sygehus

De tre direktører i direktionen på Sydvestjysk Sygehus refererer alle direkte til sundhedsdirektør Jens Elkjær.

Sydvestjysk Sygehus har et samlet budget på cirka 1,8 mia. kr., cirka 43.000 indlagte patienter årligt og knap 260.000 ambulante besøg. Sygehuset beskæftiger cirka 2500 medarbejdere.

Sydvestjysk Sygehus består af akutsygehuset i Esbjerg, specialsygehuset i Grindsted og veneklinikken på Sundhedscentret i Brørup

Fakta om Per Busk i uddrag

Erhverv

2009-2015: Direktør på sundhedsområdet i Region Syddanmark

2007-2009: Afdelingschef for sundhedsplanlægning og udvikling i Region Syddanmark

2006: Medarbejder i forberedelsessekretariatet i Region Syddanmark

1998-2005: Kontorchef i Vejle Amts sundhedsforvaltning

1996-1998: Vicesocialchef i Grindsted Kommune

1993-1996: Fuldmægtig/vicekontorchef i Vejle Amts socialforvaltning

Uddannelse

1992: Cand.scient. pol. fra Aarhus universitet

2003-2004: Forvaltningshøjskolens lederuddannelse KIOL

Per Busk bor i Vejle og er gift med Gudny Vang, som arbejder på rådhuset i Vejle. Sammen har de tre børn på 14, 18 og 19 år.

Yderligere oplysninger

Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, mobil 29 46 71 25

Sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth, Sydvestjysk Sygehus, mobil 51 16 70 89

Ny administrerende sygehusdirektør Per Busk, Sydvestjysk Sygehus, mobil 21 72 66 87

APPFWU01V