Skip til primært indhold

Region Syddanmarks sundhedsudvalg orienteret om belægningssituationen på Svendborg Sygehus

Sundhedsudvalget i Region Syddanmark blev i denne uge orienteret om forholdene på Svendborg Sygehus. Overordnet viser regionens status, at den faglige kvalitet er i orden, og at patienterne er tilfredse, men at belægningen på sygehusene generelt er en udfordring.

Siden sidste sommer har Svendborg Sygehus kæmpet med overbelægning på to af deres afdelinger, Afdeling M og Afdeling G. I november 2014 fik regionens sundhedsudvalg præsenteret en handleplan for, hvordan situationen kunne afhjælpes, og på udvalgets møde den 24. marts 2015 fik udvalget så en status på arbejdet.

Formanden for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S) er tilfreds med den orientering udvalget har fået, og han hæfter sig specielt ved to ting:

- Hvis vi dykker ned i tallene og ser på de faglige indikatorer for god patientbehandling, så tyder tallene på, at kvaliteten er i orden. Det samme gør sig gældende for blandt andet hurtig besked til egen læge efter udskrivelse. Så alt i alt er afdelingerne godt med. Det er også det billede ledende overlæge på Svendborg Sygehus, Søren Jakobsen har givet, siger Poul-Erik Svendsen og fortsætter:

- Og så peger de indikationer, vi får omkring undersøgelsen af patienternes tilfredshed for 2014, på, at de er tilfredse med behandlingen på afdelingerne, og det glæder jeg mig selvfølgelig over.

Sygefravær skal nedbringes

I sommeren 2014 lukkede afdeling M 10-12 senge, baseret på tal fra 2012 og 2013, der viste et lidt større kapacitetsbehov om vinteren end om sommeren. Sengepladserne blev lukket med en forventning om, at man kunne spare på bemandingen i sommermånederne - for så at have en lidt højere bemanding resten af året.

I efteråret fik både Afdeling M og Afdeling G besøg af Arbejdstilsynet. Besøget resulterede i, at begge afdelinger fik påbud omkring stor arbejdsmængde og tidspres.

- Jeg vil gerne understrege, at begge afdelinger, allerede inden Arbejdstilsynet begyndte at interessere sig for Svendborg Sygehus, havde udarbejdet handlingsplaner for blandt andet arbejdsmiljø. Planer de selvfølgelig arbejder videre med, og som er tænkt ind i arbejdet med Arbejdstilsynets påbud, der har frist i juli i år, siger Poul Erik-Svendsen.

Sundhedsudvalgsformanden erkender, at det har været en udfordring at få kapacitet og aktivitet til at følges ad på Svendborg Sygehus i løbet af det seneste år. En udfordring, der også kan ses i afdelingernes sygefravær:

- Vi må erkende, at gennemsnitsbelægningen i flere måneder har været for højt, og at sygefraværet på afdelingen også er i den høje ende. Det skal der selvfølgelig arbejdes med, og jeg vil gerne understrege, at vi i Sundhedsudvalget bestemt forstår og anerkender personalets frustration over situationen. I udvalget har vi lyttet til medarbejdernes udmeldinger - derfor bad vi også sidste efterår om en handlingsplan for at løse situationen. Langt det meste af den handlingsplan er nu realiseret, siger Poul-Erik Svendsen.

En løbende udfordring

På Svendborg Sygehus arbejder de hårdt på at løse belægningsproblemerne, blandt andet ved at fordele patienterne bedre mellem afdelingens afsnit og andre afdelinger på sygehuset.

- De udfordringer Svendborg Sygehus kæmper med er desværre ikke enestående for regionen eller på landsbasis. Jeg ser mest af alt situationen som et udtryk for de rammevilkår, der er i sundhedsvæsenet i dag, hvor vi hele tiden bliver presset til at give flere patienter den bedste behandling for de samme penge, siger Poul-Erik Svendsen.

Yderligere informationer

APPFWU01V