Skip til primært indhold

Omfattende program for den 18. april med danske og tyske medvirkende

Region Syddanmark har netop offentliggjort programmet for den 18. april. 150-året for Slaget ved Dybbøl markeres med en række kulturelle indslag og aktiviteter.

Den 18. april 1864 var Dybbøl Banke centrum for et voldsomt slag mellem danskere og prøjsere.
150 år senere - den 18. april 2014 - vil der lyde helt anderledes fredelige toner, når 150-året for Slaget ved Dybbøl bliver markeret. Både danskere og tyskere er inviteret til at deltage i dagens mange arrangementer, og der er ligeledes danske og tyske medvirkende i det omfattende program.

Danske og tyske unge er f.eks. samlet i folkBALTICA-ensemblet, som under ledelse af kunstnerisk leder Harald Haugaard spiller ved den civile ceremoni i Kongeskansen, der overværes af bla. Hendes Majestæt Dronningen, Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen og Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Om aftenen mødes danske og tyske medvirkende også på scenen. Dels i Alsion, hvor Sønderjyllands Symfoniorkester præsenterer en kultur-event med musik, foto, video og tekst. Dels ved Kulturskibet ved Sønderborg Slot, hvor unge talenter fra begge sider af grænsen efter ide af Richardt Nielsen fortæller historien om 1864 på en ny måde bl.a. breakdance, rap og parkour.

- Den 18. april i år mødes danskere og tyskere for sammen at mindes den fælles historie og de faldne på begge sider. Samtidig kan vi gennem en række aktiviteter rette blikket fremad i en grænseregion, der er nået langt med gensidig inspiration og samarbejde, og som kan fungere som rollemodel for andre grænseregioner rundt i verden, siger formanden for regionsrådet, Carl Holst, der håber, at det store program vil lokke mange fra både Danmark og Tyskland til at deltage.

Den 18. april 2014 bliver på Dybbøl Banke og i Sønderborg en dag med kulturelle indslag og aktiviteter, hvor historie og fremtid er tænkt ind i en sammenhæng. Lige fra små rollespil, gamle lege og sønderjysk kaffebord til historiske rundvisninger og kulturelle totaloplevelser.

Dagen indledes med en militær ceremoni ved soldatergravene på Dybbøl Banke. Her lægges en række kranse, bl.a. af Dronningen.

Kongeskansen er rammen om den civile ceremoni, som indledes ved middagstid. Formanden for regionsrådet Carl Holst byder velkommen, og herefter vil der være taler ved bl.a. Dronningen. Ud over ungdomsensemblet folkBALTICA medvirker Sønderjysk Pigekor. Endvidere er der i dagens anledning dannet et danseensemble med både danske og tyske dansere, som vil opføre en dans med koreografi af balletdirektør Katarina Torwesten fra Landestheater Schleswig-Holstein.

I løbet af dagen vil der være en række aktiviteter på Dybbøl Banke. Efter den civile ceremoni giver Slesvigske Musikkorps (SMUK) koncert på Dybbøl Banke. DGI vil bl.a. være til stede med en række gamle lege anno 1864, og der er fernisering på Dansk-Tysk Børnekunstfestival. KFUMs Soldaterhjem sælger drikkevarer og pandekager. Historiecenter Dybbøl Banke har åbent hele dagen med sit højsæsonprogram, og Dybbøl Mølle holder åbent om eftermiddagen.

Rundt i landskabet på Dybbøl Banke vil der være en række små scenerier, hvor skuespillere opfører små historier fra livet på og omkring slagmarken i 1864. Der er f.eks. to prøjsiske soldater, som er ved at samle faldne op på slagmarken, og general de Meza vil være i heftig diskussion med Christian den 9. om tilbagetrækningen fra Dannevirke.

De historiske fortællinger opføres hele vejen ned til Sønderborg Slot, som først kl. 15 åbner for offentligheden. Her vil der bl.a. være rundvisninger. Uden for slottet byder Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter på sønderjysk kaffebord, mens Kulturskibet tilbyder workshops og happenings for børn og voksne om eftermiddagen. Turistkontoret arrangerer historiske byvandringer i eftermiddagstimerne.

Klokken 15 er der i Sct. Marie Kirke gudstjeneste, som overværes af Regentparret og  Prins Joachim.

Om aftenen tager Sønderjyllands Symfoniorkester over i Alsion, hvor de står i spidsen for en kultur-event, som skildrer nutiden gennem begivenhederne i 1864. Forfatter Peter Laugesen har over temaet 1864 skrevet en tekst, der bliver læst op undervejs. Sangeren Annika Aakjær synger en sang, hun har selv har komponeret til dagen. Musik, foto, sang suppleres af videoklip, hvor borgere fortæller om livet i grænseregionen. Blandt de mange medvirkende er Sønderjyllands Symfoniorkester, Schleswig-Holstein Sinfonieorchester, Art Ensemble Syd og Slesvigske Musikkorps (SMUK). Aftenens kultur-event overværes af Prins Joachim og Prinsesse Marie.

Tre af de unge musikere fra folkBALTICA, som skal spille i Kongeskansen den 18. april, spillede Harald Haugaards meget smukke stykke musik ”Slesvig”. Fra venstre Mattæus Bech, Anna Kjeldgaard og Sebastian Bloch.

Tre af de unge musikere fra folkBALTICA, som skal spille i Kongeskansen den 18. april, spillede Harald Haugaards meget smukke stykke musik ”Slesvig”. Fra venstre Mattæus Bech, Anna Kjeldgaard og Sebastian Bloch.

Dybbøl Mølle og marcherende soldater.

Dybbøl Mølle og marcherende soldater.

Yderligere oplysninger

Vicedirektør i Region Syddanmark Lene Borregaard – mobil 2920 1107

APPFWU02V