Skip til primært indhold

Syddansk ambulancekørsel sendt i udbud

Region Syddanmark ønsker, at flere forskellige firmaer byder ind på opgaven med at køre ambulancer. Derfor har regionen delt det udbud, som netop er sendt ud, op i fire geografiske områder.

De fire geografiske områder svarer til dækningsområderne for Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland. Udbuddet omfatter både ambulancekørsel, kørsel med akutlægebiler og akutbiler og liggende patienttransport. Der er tale om en ti-årig kontrakt pr. område med begyndelse 1. september 2015, og med mulighed for at afslutte kontrakten efter fem år. I dag har Falck opgaven med at køre alle ambulancer i Region Syddanmark.
 

- Vi ved, at andre end Falck er interesserede i at køre ambulancerne i Region Syddanmark. For at gøre udbudsmaterialet så præcist som muligt har vi nemlig haft en forberedende snak – en såkaldt teknisk dialog – med fem interesserede firmaer. Her har de haft mulighed for at kommentere vores udbudsmateriale, som vi derefter har rettet til, siger Thyge Nielsen (V), formand for Region Syddanmarks præhospitalsudvalg.

Samme serviceniveau

Regionsrådet har fastsat, at det nuværende serviceniveau på ambulancekørslen skal fortsætte. Det vil sige, at ambulancen skal rykke ud lige så hurtigt som i dag.  Serviceniveauet i form af gennemsnitlige responstider på en kørsel med blå blink er i dag på 7,9 minutter på Fyn, 8,6 minutter i Sydvestjylland, 9,8 minutter i Sønderjylland og 7,9 minutter i Trekantområdet. Og det er disse tider, der også skal opfyldes efter 1. september 2015.

Tilbuddene skal være Region Syddanmark i hænde senest 6. juni 2014. Derefter forventes det, at regionsrådet kan pege på de kommende leverandører på august-mødet, så de har et års tid til at forberede sig frem til 1. september 2015.

Fakta

Det præhospitale beredskab i Region Syddanmark består af 57 ambulancer i døgnberedskab, to ambulancer i dagberedskab, seks lægebiler, tre udrykningslæger og syv akutbiler. I 2013 rykkede ambulancerne i Region Syddanmark ud med blå blink i 43.276 tilfælde. Det kostede omkring 574 mio. kr. at drive det præhospitale beredskab i regionen i 2013.

Se oversigt over beredskaber 1. september 2015

Yderligere oplysninger

Udvalgsformand Thyge Nielsen (V), Præhospitaludvalget i Region Syddanmark, mobil 20 31 36 24

Direktør i sundhed Per Busk, Region Syddanmark, mobil 21 72 66 87

APPFWU01V