Skip til primært indhold

Samling på sundheden

Ærøs borgere fik 7. oktober 2013 hele to sundhedshuse, der skal samle regionen og kommunen og skabe bedre sundhedstilbud igennem samarbejde.

Ærø-borgerne kunne gå fra indvielse til indvielse, da øen 7. oktober slog dørene op for to nye sundhedshuse i Marstal og Ærøskøbing. Sundhedshusene skal skabe sammenhæng i sundhedstilbuddene på øen.

Kiropraktorer, praktiserende læger, den kommunale genoptræning og fodterapeuter er bare nogle af de tilbud, som Ærø-borgerne vil kunne få glæde af i de nye omgivelser, og sundhedsmedarbejderne skal også have glæde af hinanden, hvis det står til akut- og ø-udvalgsformand Thyge Nielsen (V).

- En meget stor del af grundtanken bag sundhedshusene er, at vi får skabt sammenhæng, forståelse og samarbejde på tværs af kommunale og regionale faggrænser, så borgerne oplever et sundhedsvæsen, der hænger sammen.

Derudover mener akut- og ø-udvalgsformanden, at man i yderområderne skal have let adgang til den hjælp, som man som oftest for brug for.

- Sundhedshusene på Ærø er nære sundhedstilbud, der passer til de primære behov, der er på øen. Vi har heldigvis meget sjældent brug for et universitetssygehus i baghaven, men vi har ofte brug for nære sundhedstilbud som eksempelvis en stærk lægepraksis, der kan hjælpe os, og det har Ærø-borgerne fået. Når det virkelig går galt, så har vi blandt andet vores akutlægehelikoptere, ambulancer og førstehjælpere parat, siger Thyge Nielsen.

I alt 150 borgere, sundhedspersonale, politikere var dukket op for at markere indvielserne, der blev bistået af børnehavebørn fra Marstal og Ærøskøbing.

Samarbejde uanset udgangspunkt

Tilblivelsen af sundhedshusene på Ærø er blevet til virkelighed takket være 10 millioner kroner fra statens pulje til sundheds- og akutløsninger i yderområder i Danmark.

Den videre udvikling og drift er dog fuldstændig afhængig af et tæt samarbejde mellem kommunen, de praktiserende læger og regionen, og det er vigtig at holde fast i, mener kultur- og socialudvalgsformand, Anders Johanson (C).

- Det gør ikke noget, at vi ind imellem er uenige og diskuterer, hvordan vi hver især bedst løser vores sundhedsopgave, men det er vigtigt, vi husker på, at vi er til for borgerne, og at det altid bliver dem, der er i fokus. De sundhedshuse, som vi nu alle indgår i, skal gerne være med til at sikre det, siger formanden.

Flere fordele ved sundhedshuse
Foruden sundhedshusene på Ærø, etablerer Region Syddanmark i samarbejde med relevante kommuner i øjeblikket sundhedshuse i Rudkøbing, Bogense, Skærbæk og Nordborg og udover et bedre samarbejde på tværs af kommunale og regionale skel, så er der flere fordele ved at oprette husene.

Sundhedshusene kan rumme flere læger, og dermed kan det give lægerne mulighed for at få et fagligt fællesskab der. Det kan være med til at fastholde lægerne i yderområderne i regionen eller gøre det attraktivt for unge læger. Det betyder i sidste ende, at Region Syddanmark fortsat kan sikre, at alle borgere har adgang til en praktiserende læge.

Fakta:

Sundhedshusene på Ærø er blevet finansieret af penge fra statens pulje til sundheds- og akutløsninger i yderområder i Danmark. Puljen var på 600 millioner kroner, hvoraf de 300 millioner var øremærket etablering af læge- og sundhedshuse.

Region Syddanmark fik tilsagn om 10 millioner kroner fra puljen til sundhedshusene i Ærøskøbing og Marstal.

Sundhedshuset i Ærøskøbing

Sundhedshuset er blevet indrettet som en del af den allerede eksisterende sygehusenhed i Ærøskøbing. Der er derfor både bygget om og bygget til – heriblandt en træningssal til genoptræning.

Der er afsat 1.050 kvadratmeter til at samle den kommunale genoptræning, hjemmesygeplejen og sundhedspleje med den regionale socialpsykiatri og misbrugsbehandling. Derudover huser sygehusenheden og sundhedshuset også to praktiserende læger, jordemoder, kiropraktor og lokalpsykiatri.

Sundhedshuset i Ærøskøbing har modtaget 7,7 millioner kroner fra statens pulje til sundheds- og akutløsninger i yderområder i Danmark.

Sundhedshuset i Marstal

Det gamle rådhus i Marstal bliver centrum for sundhedsydelserne i og omkring byen. Der er etableret en ny lægepraksis på godt 200 kvadratmeter i stueetagen, hvor tre praktiserende læger kommer til at arbejde.

Derudover kommer sundhedshuset til at rumme en kommunal sygeplejeklinik, en praktiserende fodterapeut samt to praktiserende fysioterapeuter.

Sundhedshuset i Marstal har modtaget 2,3 millioner kroner fra statens pulje til sundheds- og akutløsninger i yderområder i Danmark.

Yderligere oplysninger:

Akut- og ø-udvalgsformand Thyge Nielsen (V), Region Syddanmark, mobil 2031 3624

Direktør Per Busk, Sundhed, Region Syddanmark, mobil 2172 6687

APPFWU02V