Skip til primært indhold

Syddansk Sundhedsinnovation opruster

Syddansk Sundhedsinnovation har de sidste år øget aktiviteterne betydeligt. Fra at være en hal til afprøvning af indretning til i dag at have samlet sygehusprojekter, erhvervsfremme, design og et netværk af store innovative organisationer som Philips, Microsoft, Danmarks Teknologiske Institut etc. på arealerne i forskerparken i Odense.

Mængden og størrelsen af projekterne medfører et behov for at styrke ledelsen i organisationen for stadig at kunne udvikle kvaliteten af arbejdet og relevansen for sygehusene, de sociale institutioner og erhvervslivet i Region Syddanmark.

Derfor har Region Syddanmark valgt at oprette en position som vicedirektør i organisationen. Denne stilling har Anders Wang Maarbjerg taget imod.

Anders Wang Maarbjerg kommer fra en stilling som direktør på Sydvestjysk Sygehus. For at bringe de ledelsesmæssige forhold på plads så hurtigt som muligt, sker omplaceringen fra Esbjerg til Odense fra 1. november 2013.

- Vi er meget glade for, at Anders vil stille op for Syddansk Sundhedsinnovation med den erfaring, han har med i bagagen. Anders har et stort kendskab til sundhedsområdet og de udfordringer, som Syddansk Sundhedsinnovation er skabt til at være med til at løse, udtaler Mikkel Hemmingsen, regionsdirektør for Region Syddanmark.

- Anders har desuden en personlighed, der passer godt ind i den organisation, som er bygget op i Odense.

Anders Wang Maarbjerg har været direktør på Sydvestjysk Sygehus siden 2011. Før da har han været vicedirektør i Sygehus Syd i Region Sjælland og har endelig været med fra regionens start som chef for afdelingen for sundhedsøkonomi i Region Syddanmark og således haft en væsentlig rolle i udformningen af det sundhedsvæsen, vi har i dag.

- Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer, denne stilling medfører, siger Anders Wang Maarbjerg.

- Det har været nogle spændende og lærerige år på Sydvestjysk Sygehus, hvor fokus på patienternes behandling har været meget fremtrædende. Det vil være en af de mange gode erfaringer, jeg vil tage med mig ind i Syddansk Sundhedsinnovation.

Stillingen som direktør på Sydvestjysk Sygehus vil blive opslået snarest.

Yderligere oplysninger:

Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, tlf. 29467125.

APPFWU01V