Dybbøl-invitationer sendes afsted til statsoverhoveder
Statsministeriet har valgt at bakke helhjertet op om Dybbøl-markeringen i 2014 og går nu sammen med Region Syddanmark om at sende indbydelser ud til statsoverhoveder og regeringschefer fra Tyskland og Østrig.
Region Syddanmark er nu klar til at sende invitationer til Dybbøl-markeringen i 2014 ud til prominente gæster fra ind- og udland.
I den forbindelse har Statsministeriet valgt at bakke helt og fuldt op om det store arrangement, som er på trapperne på Dybbøl Banke den 18. april 2014.
Invitationerne, som er på vej til præsidenten og kansleren i Tyskland og Østrig, er underskrevet af regionsrådsformand Carl Holst (V), men bliver sendt via Statsministeriet med et følgebrev fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Statsministeren har ved samme lejlighed meddelt, at hun deltager i markeringen den 18. april 2014, ligesom også Dronning Margrethe har meldt sin ankomst.
- Det er afgørende, at hele Danmark bakker op om 150-året, og jeg er utrolig glad for, at vi kan sende invitationerne ud sammen med Statsministeriet. Nu håber jeg, at Tyskland og Østrig også vil sende deres statsoverhoveder og regeringschefer til den fælles markering, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Alsidigt program
Dybbøl-markeringen kommer til at vare hele dagen den 18. april 2014. Dagen begynder med de traditionelle kransenedlæggelser på Dybbøl Banke, derefter følger en dansk-tysk gudstjeneste, hvorefter der vil være en civil ceremoni i Kongeskansen. Om aftenen bliver der koncert og underholdning i Alsion i Sønderborg, hvor blikket rettes mod de nuværende og de fremtidige dansk-tyske relationer.
- Det bliver et flot sammensat program, som respekterer historien, men samtidig sætter fokus på det gode dansk-tyske forhold. I dag samarbejder vi på tværs af grænsen om alt fra sundhed til kultur og erhverv, og Dybbøl-markeringen er en oplagt anledning til at kigge fremad og udbygge det gode samarbejde, siger Carl Holst (V).
Invitationerne er sendt afsted til Statsministeriet onsdag, hvorfra invitationerne sendes videre til den tyske præsident Joachim Gauck og kansler Angela Merkel samt Østrigs præsident Heinz Fischer og kansler Werner Faymann snarest muligt.
Derudover har Region Syddanmark sendt indbydelser afsted til de fire nordiske ambassadører samt ministerpræsident Torsten Albig og europaminister Anke Spoorendonk i Slesvig-Holsten.
Læs mere om 150-året for Slaget på Dybbøl på www.dybboel2014.dk / www.dueppel2014.de.
Yderligere informationer fås hos:
Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 4032 5210