Skip til primært indhold

Nyt nationalt videncenter for historieformidling placeres i Jelling

Regionsrådsformand Carl Holst (V) og det syddanske regionsråd har siden 2010 kæmpet for at få et nationalt videncenter for historie og kulturarv placeret i Jelling. I dag har den kamp båret frugt. Det netop indgåede folkeskoleforlig placerer et sådant center i Jelling.

Regeringen har her til formiddag indgået et forlig med Venstre og Dansk Folkeparti om den danske folkeskole, og af forliget fremgår det, at der skal placeres et nyt nationalt videncenter for historie og kulturarv i Jelling.

Regionsrådsformand Carl Holst lancerede ideen om at placere et nationalt historievidencenter i Jelling tilbage i marts 2010, og han glæder sig selvfølgelig over, at den lange og stædige kamp nu har båret frugt.

- Jeg har gennem tiderne skrevet breve til tre undervisningsministre for at fremme ideen om centret. Etableringen af centret har også indgået i både tidligere folkeskoleforhandlinger og finanslovsforhandlinger, og regionsrådet har haft sat penge af til projektet. Derfor er jeg en glad mand i dag, nu hvor centret endelig bliver til virkelighed i Jelling, siger regionsrådsformand Carl Holst og fortsætter:

- Danmarks dåbsattest – Harald Blåtands store Jellingsten – står ved kirken i Jelling, og Danmarkshistorien nærmest vælter op af jorden i byen i disse år. Det siger alt om, hvorfor det netop er oplagt at placere et nationalt videncenter for historieformidling her.

Har haft afsat 1,5 millioner

Det er tanken, at centeret skal gøre viden om historie og kulturarv lettilgængelig og let omsættelig for skoleelever, studerende og lærere og dermed styrke undervisningen om den danske historie og kultur.

Regionsrådet afsatte 1,5 mio. kr. på sit budget for 2011 som et bidrag til at få videncentret etableret i Jelling. De penge er røget tilbage i den store regionskasse, men Carl Holst vil nu undersøge, om regionsrådet igen er indstillet på at støtte etableringen af centret med et tilsvarende beløb, hvis det viser sig nødvendigt.

Yderligere oplysninger:

Regionrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10

APPFWU02V