Skip til primært indhold

Europæiske regioner skal gå foran for at give europæerne lige rettigheder og muligheder

Regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen (S) mener, at europæiske regioner skal gå foran, når det handler at give borgerne lige rettigheder og muligheder i velfærdssamfundet – af nogle også omtalt som medborgerskab. Forsamlingen af europæiske regioner drøftede medborgerskab og inklusion på en konference ”Building inklusive societies” i Valencia i Spanien i sidste uge.

De europæiske regioner skal gå foran og være en slags fremtidsværksteder, når det handler om at udvikle modeller til, hvordan alle borgere – uanset køn, etnicitet og social status – får lige adgang til velfærdssamfundets ydelser og til at deltage i de demokratiske processer.

Emnet er netop blevet diskuteret på en konference arrangeret af forsamlingen af europæiske regioner (AER), hvor Karsten Uno Petersen er præsident for sammenslutningens komité for socialpolitik og offentlig sundhed. Konferencen havde samlet 90 repræsentanter fra medlemsregionerne samt en række eksperter.

- I regionerne har vi tradition for at afprøve nye redskaber, når det handler om medborgerskab. På det område skal vi forsat gå foran og være en slags fremtidsværksteder, hvor vi skal se på hvilke løsninger, der virker, og hvilke, der ikke gør, siger Karsten Uno Petersen.

For eksempel åbner E-løsninger på sundhedsområdet for bedre og mere effektiv patientbehandling, samtidig med at det åbner op for medinddragelse af patienten i behandlingen. Netop de områder er i fokus, når sammenslutningen af europæiske regioner holder deres næste konference i Kiruna i Sverige den 4. og 5. februar 2014.

Yderligere oplysninger

Karsten Uno Petersen (S), regionsrådsmedlem og præsident for europæiske regioners komité for socialpolitik og offentlig sundhed, mobil 21 63 11 93

APPFWU01V