Faglige fyrtårne skal trække talenter til Syddanmark via sociale medier
Er man uddannet indenfor offshoreindustri eller energieffektivisering, finder man gode karrieremuligheder og store faglige udfordringer i Syddanmark. Syddansk Vækstforum har besluttet at støtte en markedsføringsindsats, der skal synliggøre regionens faglige fyrtårne på de sociale medier, så talenter fra ind- og udland vender blikket mod Syddanmark. Bag initiativet står foreningen work-live-stay southern denmark.
Offshoreindustrien i Esbjerg og en stor koncentration af virksomheder, der arbejder med energieffektivisering i Sønderborg, er to eksempler på faglige miljøer, som er unikke for Syddanmark. Her finder man den største ekspertise på området og derfor er der masser af attraktive job og gode karrieremuligheder for den ambitiøse ingeniør eller tekniker. Men ved talenterne det?
Med et nyt markedsføringsinitiativ vil foreningen work-live-stay southern denmark synliggøre de faglige fyrtårne i Syddanmark, dér hvor mange dygtige kandidater søger deres faglige viden – nemlig i faglige fora online. Omdrejningspunktet for tiltaget bliver i 2014 virksomhedsklyngerne Lean Energy Cluster og Offshoreenergy.dk, som samler de førende virksomheder inden for hvert sit felt. I 2015 følger brancherne velfærdsteknologi og design med klyngerne Welfare Tech og Design2Innovate.
De dygtigste læser ikke jobopslag
Syddansk Vækstforum støtter initiativet med godt 1,2 mio. kr.
- Vi kan være stolte af, at vi i Syddanmark er førende inden for brancher som offshore og energieffektivisering. Skal vi beholde førerpositionen er det alfa og omega, at vi formår at tiltrække de rigtige medarbejdere og derfor bakker vi op om dette initiativ, siger regionsrådsformand Carl Holst (V), der er formand for Syddansk Vækstforum.
Tiltaget er en udvidelse af projektet Talent Attraction – Southern Denmark, som skal trække højtuddannede til Syddanmark gennem fælles markedsføringsmaterialer. En udvidelse, der skal sikre, at dygtige kandidater vender blikket mod Syddanmark:
- Syddanmark har brug for dygtige specialister, og de allerdygtigste får vi ikke på krogen gennem jobopslag, for de er slet ikke jobsøgende. Det gør vi derimod ved at være til stede i faglige fora, fordi disse personer konstant søger faglig viden og inspiration, siger Merete Woltmann, direktør i work-live-stay southern denmark.
En hjælp til virksomhederne
Hos Lean Energy Cluster glæder man sig til tage hul på opgaven:
- I vores klynge har vi en lang række syddanske virksomheder, som arbejder med energieffektivisering, og som har et stort vækstpotentiale. Men de kan ikke realisere dette potentiale, hvis ikke de kan tiltrække de rigtige specialiserede medarbejdere. Derfor er vi glade for, at vi nu kan være med til at synliggøre den syddanske energibranche overfor dygtige specialister i hele verden. Dermed kan vi hjælpe virksomhederne, siger Preben Birr-Pedersen, administrerende direktør i Lean Energy Cluster.
Fakta om work-live-stay southern denmark
Bag projektet står foreningen work-live-stay southern denmark. Foreningens formål er at bidrage til at skabe bedre vækstmuligheder i Syddanmark. Det sker ved at forbedre muligheden for at såvel private som offentlige virksomheder kan tiltrække og fastholde højtuddannede og specialister fra ind- og udland.
Foreningen blev stiftet 9. november 2012 i et samarbejde mellem blandt andre private virksomheder, syddanske kommuner og Region Syddanmark.
Læs mere om foreningen på www.worklivestay.dk.
For yderligere information, kontakt venligst:
Carl Holst (V)
Regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, T: 4032 5210
Merete Woltmann
Direktør i work-live-stay southern denmark, T: 2920 1038
Preben Birr-Pedersen
Administrerende direktør i Lean Energy Cluster, T: 3144 2915