Skip til primært indhold

Glædelig dag for det dansk-tyske samarbejde

Fra syddansk side er der stor tilfredshed med den nye delstatsregering i Slesvig-Holsten og den nye ministerpræsident, Torsten Albig, som ved flere lejligheder har givet udtryk for, at samarbejdet mod nord skal styrkes.

Region Syddanmark ønsker tillykke til den nytiltrådte slesvig-holstenske delstatsregering bestående af SPD, De Grønne og SSW og ser frem til et godt samarbejde.

Både den nye ministerpræsident, Torsten Albig (SPD), og den nye justits-, kultur- og europaminister, Anke Spoorendonk (SSW), lægger op til at styrke forbindelsen til Danmark, og det vækker glæde hos regionsrådsformand Carl Holst (V).

- Jeg har haft lejlighed til at mødes med Torsten Albig adskillige gange, mens han var borgmester i Kiel og ikke mindst i hans egenskab som formand for Interreg-udvalget og det dansk-tyske projekt Vækstcenteret. Vi har haft et glimrende samarbejde, og jeg er helt tryg ved at skulle arbejde endnu tættere sammen om at fremme vækst og beskæftigelse i grænseregionen, siger regionsrådsformanden.

- Samtidig glæder det mig rigtig meget, at Anke Spoorendonk bliver minister for det grænseoverskridende samarbejde. Det dansk-tyske samarbejde har altid haft hendes store interesse, og jeg ser frem til at styrke vores relation og samarbejde yderligere i de kommende år.

Mange fælles punkter

Carl Holst finder også mange positive takter i det nye regeringsgrundlag. Der er på flere områder sammenfald mellem den nye delstatsregerings politik og de visioner, som Region Syddanmark har for det dansk-tyske samarbejde.

- Jeg er sikker på, at vi sammen kan arbejde hen imod et intensiveret forsknings- og universitetssamarbejde samt om sundhed, energi, kultur og infrastruktur i grænselandet. Jeg har også noteret mig, at det grænseoverskridende samarbejde har fået et helt afsnit for sig selv i regeringsgrundlaget, siger Carl Holst.

Regionsrådsformanden ser frem til at drøfte det kommende samarbejde med den nye delstatsregering, så snart lejligheden byder sig.

APPFWU01V