Skip til primært indhold

Region Syddanmark fornyer aftale om strålebehandling i Flensborg

Region Syddanmark fornyede 27. februar aftalen om strålebehandling af kræftpatienter på Malteser St. Franziskus Hospital i Flensborg. Indtil 2016 kan primært sønderjyske brystkræftpatienter dermed modtage behandling i deres nærområde.

Cirka 300 patienter om året. Så mange har gjort brug af den aftale om strålebehandling på Malteser St. Franziskus Hospital i Flensborg, som Region Syddanmarks i 2007 overtog fra Sønderjyllands Amt.

Den nye aftale er et udtryk for det stærke fokus, regionen har på at sikre den mest optimale behandling for regionens kræftpatienter.

Behandling tæt på borgeren

- Både patienter og involverede afdelinger har været tilfredse med aftalen både i forhold til kvaliteten og servicen. Vi har valgt at fortsætte aftalen for at sikre borgerne den mest optimale kræftbehandling. En af måderne at gøre det på, er ved at give dem muligheden for at vælge strålebehandling i deres nærområde, siger Carl Holst (V), regionrådsformand i Region Syddanmark.

Hospitalet i Flensborg behandler årligt 1.600 patienter, hvoraf de 300 altså er fra Region Syddanmark. Aftalen inkluderer behandlingen af brystkræftpatienter og palliativ (lindrende, ikke helbredende) strålebehandling for patienter med andre former for kræft.

Samarbejdsaftalen er udelukkende tænkt som et supplement til regionens velfungerende stråleafdelinger i Vejle og Odense.

Samarbejde på tværs af grænsen

Aftalen om strålebehandling på Malteser St. Franziskus Hospital støtter desuden op om det grænseoverskridende samarbejde i den dansk-tyske region. Samarbejdet dækker en lang række initiativer, og sundhedssamarbejdet har været en af byggestenene i den dansk-tyske region.

Udover samarbejde omkring for eksempel ambulancer og helikopter arbejdes der på at gøre den syddanske region til en lige så benyttet behandlingsmulighed for tyskerne, som den tyske region har været for syddanskerne over de senere år.

Kontakt:

Carl Holst (V), regionrådsformand i Region Syddanmark, 40 32 52 10.

Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, 29 46 71 25.

APPFWU02V