Skip til primært indhold

Ny turismeorganisation går i luften sammen med nyt website

Syddansk Turisme bliver til VisitSyddanmark og får ny rolle som partner for det syddanske turismeerhverv. Samtidig lanceres hjemmesiden visitsyddanmark.dk, der samler tal og tendenser på området. Syddansk Vækstforum har bevilget penge til driften af den nye organisation.

I takt med at man kan ane den nye turistsæson forude, har Syddanmark fået et nyt regionalt turisme-selskab.

VisitSyddanmark hedder den nye organisation, som afløser fonden Syddansk Turisme. VisitSyddanmark skal fremover være den regionale spiller på turismeområdet og levere det store overblik over den syddanske turisme. Det skal blandt andet ske gennem tal og analyser, ved at facilitere og inspirere til netværk mellem turismeaktører samt ved at rådgive om markedsføring – både på tværs af regionen, nationalt og internationalt. Fremover kommer organisationen ikke til at varetage drift af projekter.

- Vi vil nu koncentrere os om at bygge bro og skabe kontakt mellem de enkelte aktører. Vi vil hjælpe, hvor vi kan, mens projekterne vil være forankret hos de enkelte destinationer og virksomheder. Håbet er, at VisitSyddanmark blive en stærk vidensbank på turismeområdet, fortæller Birgitte Hee Olesen, konstitueret direktør for VisitSyddanmark.  

Ny hjemmeside med tal og billeder

Syddansk Vækstforum har bevilget 4,7 mio. kr. til driften af VisitSyddanmark, idet turisme er et af de store satsningsområder i Region Syddanmarks erhvervsudviklingsstrategi frem mod 2020.

VisitSyddanmark er netop flyttet i nye lokaler i Middelfart og har samtidig lanceret hjemmesiden visitsyddanmark.dk, som lægger sig op af VisitDenmarks design og funktionalitet. Her kan man bl.a. finde tal og tendenser fra den syddanske turisme. Man kan også finde nyheder og hente billeder til brug for markedsføring o.l.

- Hjemmesiden skal være den samlede indgang til den syddanske turisme. Her skal der være noget at hente for både turismeaktører, journalister og andre interesserede, siger Birgitte Hee Olesen.

Besøg den nye portal her: www.visitsyddanmark.dk

Yderligere oplysninger fås hos:

Birgitte Hee Olesen, konstitueret direktør for VisitSyddanmark, mobil 2920 1901
Jack Nielsen, hoteldirektør og formand for VisitSyddanmarks bestyrelse, mobil 4196 3900
Lasse Krull (K), regionsrådsmedlem og næstformand i VisitSyddanmarks bestyrelse, mobil 4074 4599

APPFWU01V