Skip til primært indhold

Region Syddanmark er bedst til kommunikation

241 journalister og mediefolk har bedømt en række organisationers evne, vilje og dygtighed i forhold til at kommunikere med medierne. Undersøgelsen sender Region Syddanmark helt til tops.

For andet år i træk placerer Region Syddanmark sig som nummer ét, når journalister bliver bedt om at pege på, hvem der er bedst til at kommunikere blandt kommuner, regioner og sygehuse.

I den årlige kommunikationsanalyse fra Aalund kaldet PR-barometret peger 18,2 procent på Region Syddanmark som bedst fulgt af Region Midtjylland (15,9 pct.) og med Københavns Kommune på 3. pladsen (6,8 pct.).

- Det er glædeligt, at vores ønske om at være åbne, gennemsigtige og til stede i mediebilledet slår så tydeligt igennem. Vi har som offentlig myndighed en forpligtigelse til at orientere og inddrage borgerne i beslutningsprocesserne, og derfor er samarbejdet med aviser, radio, tv og digitale medier vigtigt i forhold til at oplyse om vores aktiviteter, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Best in class

Derudover har regionen for første gang erobret alle førstepladser inden for de tre hovedkategorier: Tilfredshed med organisationens presse- og kommunikationsarbejde, organisationens image samt organisationens ledelse. Især tilfredsheden med presse- og kommunikationsarbejdet er steget markant. Det er forståelsen for mediernes arbejdsvilkår, og regionens vilje til også at fortælle om de kritiske sager, der især bliver belønnet af journalisterne. Samlet vurderer journalisterne samarbejdet med regionen til 7,22 på en skala fra 1 til 10.

Kommunikationsdirektør Søren Braun er forståeligt tilfreds med undersøgelsens resultater:

- Det er en meget flot tilfredshedsscore. Vi ligger betydeligt bedre end markedsgennemsnittet på alle parametre, når vi sammenligner os med de øvrige regioner og kommuner, siger han og tilføjer:

- Men vi skal selvfølgelig blive ved med at udvikle os. Især ligger der en udfordring i forhold til at være synlig og aktiv på digitale medier, hvor flere og flere danskere henter deres information og viden.

Hvor skal jeg gå hen?

Regionsrådsformanden er stolt over, at regionen har løftet niveauet yderligere i det forgangne år. Men han ser samtidig gerne, at Region Syddanmark bliver endnu bedre til formidlingsdelen i fremtiden.

- Alt for mange borgere ved stadig for lidt om de regionale opgaver og tilbud. Vi har ansvaret for, at de ved, hvor de skal gå hen for at få hjælp, hvad enten det gælder brækkede lemmer, personlige eller psykiske problemer. Her kan og skal vi blive endnu bedre til at kommunikere med borgerne i fremtiden, påpeger Carl Holst.

Yderligere kommentarer:

Carl Holst (V), formand for Region Syddanmark, M: 40 52 32 10

Søren Braun, kommunikationsdirektør i Region Syddanmark, M: 29 20 18 70

FAKTA om undersøgelsen:

241 journalister fra nationale, regionale og lokale medier har deltaget i Aalunds undersøgelse. Her har de vurderet kontakten til 43 forskellige offentlige institutioner, faglige organisationer og interesseorganisationer.

Det er sjette år, undersøgelsen gennemføres i Danmark, og organisationerne er blevet bedømt ud fra følgende hovedkategorier: Tilfredshed, image og ledelse.

31 journalister, der alle har researchet på Region Syddanmark inden for det seneste år, har uddelt karakterer for samarbejdet og deres generelle syn på organisationen.

Undersøgelsen er gennemført fra september til november 2012.

APPFWU02V