Besøgende fra EU vil se på Syddanmarks styrker
I anledning af det danske formandskab får Syddanmark besøg af en delegation fra EU, der skal se nærmere på de syddanske indsatsområder. Et besøg, som Inspiring Denmark har været med til at få i hus.
Hvordan får en europæisk region skabt et benhårdt fokus på tre forretningsområder, så det giver genlyd i resten af Europa?
Det finder en delegation fra EU forhåbentligt ud af i april, når de besøger Syddanmark. Der er tale om De Faste Repræsentanters Komité - også kaldet COREPER. Det er de embedsmænd, der forbereder Rådets møder.
- Det er fantastisk, at vores indsats med at fokusere på de syddanske styrker er noget, man taler om i Bruxelles. Der er mange gode eksempler, som delegationen kan få et indblik i, siger Carl Holst (V), der er formand for regionsrådet.
Rundtur i regionen
19. april er Region Syddanmark vært ved en middag på Sønderborg Slot. Inden da har delegationen oplevet nogle af spændende initiativer, der er gang i i Sønderborg-området - f.eks. Project Zero, som om nogle år skal gøre området CO2-neutral. Dagen efter går turen til Kolding, hvor bl.a. Designskolen får besøg. På tredjedagen går turen til Ribe, hvor den 118 mand store delegation bl.a. skal se domkirken.
Der er tradition for, at COREPER besøger formandskabslandet. At valget faldt på Syddanmark er dog ikke tilfældigt.
- De mange gode tiltag, som er iværksat i Syddanmark med henblik på energieffektivitet, innovation og velfærdsteknologi, er noget som Danmark kan være stolt af, og jeg glæder mig til at vise mine europæiske kolleger nogle af disse gode initiativer, da vi i det daglige varetager disse arbejdsområder i EU-regi, siger Jonas Bering Liisberg, der er en af Danmarks ambassadører i Bruxelles.
Deler ud af know-how
- Inspiring Denmarks indsats med at tiltrække flere møder, konferencer og kongresser til Syddanmark tager udgangspunkt i regionens styrker. Det er dér, vi kan differentiere os. Besøget understøtter den indsats og er en fantastisk promovering af regionen og vores mange innovationsområder, siger Diana Andersen, som er Convention Manager hos Inspiring Denmark, der også selv er et eksempel på en indsats, som udvikler en af Syddanmarks styrker nemlig erhvervsturismen.
- Inspiring Denmark er med til at tiltrække internationale konferencer. Der ligger et kæmpe potentiale i at hive udlændinge til vores del af verden og dele ud af vores know-how, siger Carl Holst, der selv står i spidsen for et nyt syddansk ambassadørkorps, der netop skal tiltrække flere konferencer til Syddanmark.
Programmet for besøget
Torsdag 19. april
- Flyve ind til Sønderborg
- Danfoss - oplæg v/Jørgen Mads Clausen
- Frokost
- Sønderborg by
- Alsion: Præsentation af Project Zero
- Officiel middag på Sønderborg Slot
Fredag 20. april
- LEGO
- Designskolen Kolding
- Rundvisning Trapholt
Lørdag 21. april
- Ribe Domkirke
- Ribe Bryghus
- Selv gå rundt
- Bytur og frokost