Skip til primært indhold

Nødbehandlerbil i Nordborg præsenteret

Nødbehandlerbilen i Nordborg drives fremover i fællesskab af Danfoss og Region Syddanmark. Regionen har overtaget aftalen om at drive nødbehandlerbilen med Danfoss fra Sønderborg Kommune.

Udvalgsformand Thyge Nielsen (V) i Region Syddanmark og direktør Gerhard Bertelsen i Danfoss løftede sløret for nødbehandlerbilen i Nordborg. (Foto: Jørgen Diswal)

Udvalgsformand Thyge Nielsen (V) i Region Syddanmark og direktør Gerhard Bertelsen i Danfoss løftede sløret for nødbehandlerbilen i Nordborg. (Foto: Jørgen Diswal)

Scenen var sat foran indgangen til Danfoss’ hovedsæde i Nordborg. Tildækket under en stor farvestrålende rød dug stod noget, som ganske umiskendeligt lignede konturen af en bil. Og vupti! Med et snuptag kunne udvalgsformand Thyge Nielsen (V) fra Region Syddanmark og direktør Gerhard Bertelsen fra Danfoss i fællesskab præsentere nødbehandlerbilen.

Hjælp skal være nær

- Når flere i disse år får længere til akutsygehuset, er svaret i Region Syddanmark at udbygge den præhospitale indsats. Vi skal kunne tilbyde en hurtig og velkvalificeret hjælp og behandling i forskellige akutsituationer. Alle borgere skal føle sig trygge for, at hjælpen er der, hvis behovet opstår, sagde udvalgsformand Thyge Nielsen ved præsentationen af nødbehandlerbilen tirsdag 6. september 2011.

Regionen overtager aftale fra kommunen

Præsentationen markerede, at Region Syddanmark overtager aftalen med Danfoss om nødbehandlerbilen i Nordborg fra Sønderborg Kommune. Thyge Nielsen roste den måde, hvorpå både Danfoss og nødbehandlerne arbejder meget seriøst med uddannelse, udstyr og retningslinjer for bilens arbejde.

Glæde på Danfoss og i Sønderborg

Ligeledes blev der holdt tale af direktør Gerhard Bertelsen fra Danfoss og Sønderborg Kommunes borgmester, Aase Nyegaard (Fælleslisten). Begge var glade for, at samarbejdet er faldet så godt på plads.

Fakta

Indtil 1. januar 2011 har nødbehandlerbilen været drevet af Danfoss og Sønderborg Kommune. Herefter overtog regionen midlertidigt kontrakten og satte samtidig en udbudsrunde i gang. Danfoss vandt udbuddet og kører fra 1. september 2011 på en fire-årig kontrakt med Region Syddanmark. 
Bilen har kørt siden januar 1999, og der har været bud efter den godt 6.000 gange. I 2010 var der 659 udrykninger. Når alarmen går, er bilen fremme på gennemsnitlig fire minutter. 
Nødbehandlerbilen på Nordals er døgndækkende og bemandet med to uddannede nødbehandlere.
Det koster knap 2 mio. kr. årligt at drive nødbehandlerbilen.

APPFWU01V