Skip til primært indhold

Effektiviseringer skal fastholde sund økonomi

Generelle effektiviseringer i Regionshuset for 30 mio. kr. samt specifikke udgiftsreduktioner på it-området for 20 mio. kr. Der er hovedpunkterne i en effektiviseringsplan, som Region Syddanmarks forretningsudvalg besluttede på sit møde onsdag 16. marts og bad regionens direktion om at sætte i værk.

- Region Syddanmark har en god økonomi. Vi kom ud af 2010 med et overskud. Alligevel vil vores økonomi i de kommende år komme under kraftigt pres. Regionsrådspolitikerne er optaget af, at vi fastholder vores sunde økonomi, og at vi derfor konfronterer de økonomiske udfordringer nu. På den måde undgår vi drastiske nedskæringer senere, siger regionsdirektør Mikkel Hemmingsen.

- Spareplanen kommer til at betyde fyringer, men jeg lover, at direktionen vil have fokus på medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø i processen.

Ifølge direktionens foreløbige plan skal 20 mio. kr. af de generelle effektiviseringer på 30 mio. findes som besparelser på personaleområdet, mens 10 mio. kr. skal findes på indkøb og ved at sende forskellige opgaver i udbud. it-området har overskredet sit budget, og der skal derfor findes 20 mio. kr. ved at reducere 10 mio. kr. på lønkontoen og 10 mio. kr. på andre områder.

Det er målet, at der senest 30. juni 2011 er et overblik over, hvordan besparelserne på personaleområdet nås, samt at besparelserne er gennemført med budgetmæssig virkning senest 1. april 2012. For it-området skal besparelsen dog allerede have virkning 1. januar 2012.

Medarbejderne i Regionshuset er blevet orienteret om spareplanerne i dag.

Region Syddanmark har i alt cirka 25.000 medarbejdere. Langt de fleste arbejder på sygehusene og på de sociale institutioner. Af de 25.000 arbejder omkring 750 i Regionshuset med opgaver omkring regional udvikling, jordforurening og medicoteknik samt ikke mindst med at servicere regionens sygehuse, sociale institutioner og regionsrådet.

Det samlede 2011-budget for regionshuset er 540 mio. kr. – heraf går de 301 mio. kr. til løn. Det skal ses i forhold til et samlet budget for regionen på 24,3 mia. kr.

APPFWU01V