Rygcenter Syddanmark indviet på royal manér
Hele det nyindrettede og ombyggede Rygcenter Syddanmark i Middelfart fik fint besøg i dag, fredag 4. februar 2011, da Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie kom på besøg og klippede den røde snor og officielt indviede Rygcentret.
Både garden, pressen og børnehavebørnene fra den lokale institution, som i dagens anledning var klædt ud som flag, frøs med anstand mens de ventede på at prinsessen skulle ankomme.
Præcis klokken 10 kørte hun op foran den røde løber og blev eskorteret ind i den nye forhal af regionsrådsformand Carl Holst, hvor personale og andre indbudte gæster ventede.
Fantastisk indsats
I sin velkomsttale sagde lægelig direktør H.C. Thyregod tak til de ansatte, som har levet og arbejdet i byggerod i et helt år.
- Det er en kompliceret proces at bygge et sygehus om, som har haft en helt anden funktion end den det nu er tiltænkt – og det samtidig med at vi allerede havde taget sygehuset delvist i brug. Vi løb i processen desværre ind i et kedeligt uheld med en betydelig vandskade, som forsinkede processen i tre måneder og gav i en periode meget vanskelige fysiske forhold at arbejde under, men I som har stået det igennem har gjort en fantastisk indsats for at vore patienter har mærket mindst muligt.
Behandling i topklasse
Regionsrådsformand Carl Holst (V) kom i sin tale ind på, at ”ondt i ryggen” er blevet en folkesygdom. Enten har vi selv ondt i ryggen eller også kender vi nogen, der har. Derfor står vi på tværs af sektorerne sammen om at levere den undersøgelse, pleje og genoptræning rygpatienterne har brug for. Vi har en vision om at kvalitetssikring, forskning og uddannelse skal blive en del af den daglige drift – sådan at det ikke alene er nutidens, men også fremtidens patienter, der kan få en behandling i topklasse. Nu er rammen på plads – nu skal den visionære idé omsættes til konkret virkelighed. Vi samler og styrker specialkompetencerne her i Middelfart, mens standardudredninger stadig kan foregå tæt på patienten, takket være lokalteams i Give, Ringe og Sønderborg, sagde Carl Holst.
Hilsen til svigerfar
Efter den officielle indvielse fik prinsessen en rundvisning på Rygcentret. Først blev hun vist rundt på rygkirurgisk sektion, medicinsk sektion og sluttede af med at hilse på et par indlagte patienter.
Tekst venligst udlånt af Sygehus Lillebælt.