Skip til primært indhold

Ombygning af specialskole skaber bedre vilkår for eleverne

Det sidste år har medført store forandringer på Specialskolen Storebælt. En skole, der tager sig af børn med funktionsnedsættelser i både moderat og svær grad.

Skolen er blevet moderniseret både udvendigt og indvendigt og kan nu præsentere et helt nyt indgangsparti, nye legepladser til måde mobile og immobile børn, nye, store badeværelser, hvor det er let at komme til med børnene og et stort motoriklokale.

- Tidligere måtte vi sidde i forhallen og på trappen, når vi havde forældremøde, fordi der ikke var plads til os. Nu har vi fået et fantastisk motoriklokale, der lynhurtigt kan laves om til mødelokale, fortæller skoleleder Vibeke Alrø.

Hun understreger, at de nye omgivelser får stor betydning for både eleverne og personalet.

- Det er vigtigt for os at have nogle ordentlige forhold, så vi kan tage os bedst muligt af børnene. Det kan vi nu, konstaterer Vibeke Alrø.

Pressen inviteres til at deltage i indvielsen af den moderniserede skole. Indvielsen finder sted tirsdag den 12. oktober 2010, kl. 14.00.

I forbindelse med indvielsen er der fernisering af skolens kunstprojekt, som børnene har skabt i samarbejde med kunstneren John Nordmand.

Skolen har modtaget udviklingsmidler fra Region Syddanmark, så eleverne har haft mulighed for at lave kunst sammen med en professionel kunstner.

- Vi er meget stolte af resultatet og er imponerede over John Nordmands indsats. Børnene har skabt stor kunst, og John Nordmand har virkelig formået at inspirere børnene. Kunstprojektet er et fint afsæt for de muligheder, moderniseringen af skolen giver os, siger Vibeke Alrø.

Program:

Kl. 14.00: Velkomst ved skoleleder Vibeke Alrø.

Kl. 14.10: Regionrådsformand Carl Holst indvier den nye tilbygning. Specialskolens nye vartegn afsløres.

Kl. 14.20: Vibeke Alrø fortæller om skolens projekter. Derefter fremvises børnenes kunstværker, som er fremstillet i samarbejde med kunstner John Nordmand.

Kl. 14.40: Let traktement.

Specialskolen Storebælt holder til på Skaboeshusevej 118, 5800 Nyborg

Fakta:

  • Specialskolen Storebælt har 21 elever. De har multiple funktions-nedsættelser i moderat til svær grad. Kun få af skolens elever har udviklet et aktivt talesprog. Mange af eleverne er kørestolsbrugere.
  • Flertallet af skolens elever bor i Børnehusene, som også er en del af Region Syddanmark. De øvrige bor hjemme og befordres til og fra skole med taxa.
  • Specialskolen Storebælt gik tidligere under navnet Strandhøjskolen, men skiftede navn 1. maj 2010.
APPFWU02V