Skip til primært indhold

Borgermøde om beredskabet på Sydfyn

En skadestue, en skadeklinik, en akutbil, en akutmodtagelse og en lægebil. Begreberne er mange, og midt i arbejdet med at udforme fremtidens sundhedsvæsen, kan det være svært at holde styr på, hvad der er hvad, og hvad skal der egentlig ske med sygehuset i Svendborg?

For at undgå misforståelser og inddrage borgerne i regionens overvejelser i forhold til sygehuset i Svendborg, inviterer Region Syddanmark til et borgermøde, hvor læger, sygeplejersker og politikere vil fremvise og forklare, hvordan fremtidens beredskab på Sydfyn kan se ud.

- Det er vores pligt som region at sørge for, at borgerne er trygge ved vores sundhedsberedskab, og derfor vil vi hurtigst muligt invitere til et borgermøde, hvor borgerne kan få svar på deres spørgsmål og få luftet deres bekymring, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V).

På mødet vil Region Syddanmark fremvise de forskellige udrykningskøretøjer, som indgår i regionens beredskab, og forklare, hvad der ligger bag begreber som akutbiler, paramedicinere og lægehelikoptere.

Nej til akutsygehus betyder nye muligheder

Regeringens ekspertudvalg, der skal godkende regionernes sygehusplaner, forkastede i september idéen om at gøre sygehuset i Svendborg til et såkaldt akutsygehus, hvor patienter, der eksempelvis har været ude for en ulykke, en pludselig opstået sygdom eller en blodprop i hjertet, bliver modtaget.

På baggrund af debatten ovenpå udvalgets udmelding har det været tydeligt, at der blandt borgerne har været forvirring om, hvorvidt Sydfyn kan få hurtigt hjælp i fremtiden og om hvilken hjælp borgerne kan forvente fra sygehuset i Svendborg.

- Der er tilsyneladende en del forvirring om, hvad der ligger bagved begreber som en akutmodtagelse, en skadestue eller en skadeklinik, og det bliver vi nødt til at reagere på. Det er bydende nødvendigt, at vi snakker samme sprog som vores borgere, hvis vi skal undgå utryghed, siger Carl Holst.

Borgerne i og omkring Svendborg skal dog ikke frygte, at de pludselig står uden et sygehus og akutberedskab. Sygehuset fortsætter med at modtage akutte patienter indtil det nye universitetshospital står klar i Odense i 2018.

- Region Syddanmark har otte år til at finde en ordentlig løsning. Vi skal udforme et beredskab, som borgerne har tillid til, og vi skal bevare et stærkt sygehus i Svendborg - det skal vi nok få styr på inden 2018, siger Carl Holst.

Region Syddanmark vil annoncere borgermødet i lokalaviserne og på regionens hjemmeside.

APPFWU01V