Skip til primært indhold

Carl Holst skriver til de danske EU-parlamentarikere

De mange ledige i Sønderborg-området får forhåbentligt snart en håndsrækning fra EU.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) har netop sendt et brev til de 13 danske medlemmer af Europa-parlamentet, hvor han opfordrer dem til at støtte en ansøgning om hjælp til de ledige efter sidste års massefyringer på Danfoss og de mange tilknyttede virksomheder.

Europa-Kommissionen har allerede behandlet ansøgningen og indstillet til Europaparlamentet, at parlamentet godkender ansøgningen.

Ansøgningen lyder på godt 75 mio. kr. Penge, der udelukkende skal bruges til de ledige, der nu er i fare for at blive langtidsledige.

Hvis ansøgningen går igennem, vil der i gennemsnit være ca. 75.000 kr. pr. ledig til uddannelse og omskoling.

Europaparlamentet forventes at behandle ansøgningen inden sommerferien.

- Når der pludselig står over 1.600 ledige i køen i et relativt lille område som Sønderborg, kræver det en særlig indsats. Nogle har fået nyt job, men mange står over for at blive langtidsledige. Det skal vi forhindre, og det kan vi med pengene fra den Europæiske Globaliseringsfond. Vores succesmål er, at der bliver brugt så få EU-midler som muligt. I det øjeblik en ledig får stabil beskæftigelse stopper EU-finansieringen nemlig. Og vores mål er naturligvis at få så mange som muligt i beskæftigelse så hurtigt som muligt, siger Carl Holst.

Udover ansøgningen til EU har regionens Vækstforum afsat en pulje af egne midler på 15 mio. kr. til projekter i områder ramt af massefyringer. I disse

områder er der blevet udarbejdet vækstplaner i samarbejde med kommunerne og andre lokale parter. I Sønderborg er der enighed om en vækstplan, der peger på nye beskæftigelsesmuligheder inden for energieffektivisering og oplevelsesøkonomi.

Sønderborg-ansøgningen blev sendt i efteråret, og der har løbende været en række kontakter til EU-systemet, hvor de danske politikere har fulgt sagen tæt.

Ansøgningen fra Sønderborg bliver fulgt af ansøgninger til at hjælpe efter massefyringerne på Lindø Værftet og hos LM Glasfiber.

APPFWU01V