Skip til primært indhold

Grundvandet skånet ved Grindsted

Region Syddanmark kan nu afblæse truslen mod det dybereliggende grundvand ved Grindsted. Regionens undersøgelser viser, at grundvandsmagasinet er gået fri af forureningen fra Daniscos fabriksanlæg. Magasinet er et stort regionalt drikkevandsreservoir.

Miljøminister Karen Ellemann (V) mødtes mandag med regionsrådsformand Carl Holst (V). På mødet roste hun regionens indsats i forhold til forureningen i Grindsted. Foto: Jørgen Diswal.

Miljøminister Karen Ellemann (V) mødtes mandag med regionsrådsformand Carl Holst (V). På mødet roste hun regionens indsats i forhold til forureningen i Grindsted. Foto: Jørgen Diswal.

- Med resultaterne fra de seneste to års undersøgelser kan vi nu ånde lettet op - vi undgår et problem af uoverskuelige dimensioner. Det er i dag en god dag for borgerne i Grindsted og for de kommende generationer i området, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Region Syddanmark har udført en række undersøgelser for at vurdere spredningen af forureningen i det øvre grundvand nedstrøms Daniscos fabriksanlæg, og hvorvidt der sker en nedsivning gennem et lerlag 85 meter under jordoverfladen til det dybereliggende grundvandsmagasin.

Vandprøver fra det øvre grundvandsmagasin viser, at magasinet stadig er påvirket af forureningen. Pumpeforsøg og en grundvandsmodel som regionen har fået opstillet for området viser, at der ikke sker nedsivning gennem lerlaget og at det forurenede grundvand fra det øvre magasin med tiden vil løbe ud i Engsøen og Grindsted Å. Der har ikke været risiko for borgernes drikkevand da drikkevandet indvindes øst for byen.

- Det er meget positivt, at de nye undersøgelser har vist, at de klorerede forureningsstoffer ikke siver ned og forurener det dybereliggende grundvand, siger miljøminister Karen Ellemann. Region Syddanmark har udført en stor og flot indsats i forhold til forureningen i Grindsted, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde mellem regionen, kommunen og Miljøstyrelsen i denne sag.

Alle parter var enige om, at det er vigtigt at fortsætte det gode samarbejde mellem regionen, kommunen og Miljøstyrelsen. Fra venstre ses Billunds borgmester Ib Kristensen (V), miljøminister Karen Ellemann (V), regionsrådsformand Carl Holst (V) og Bent Bechmann (C), formand for regionens miljøudvalg. Foto: Jørgen Diswal.

Alle parter var enige om, at det er vigtigt at fortsætte det gode samarbejde mellem regionen, kommunen og Miljøstyrelsen. Fra venstre ses Billunds borgmester Ib Kristensen (V), miljøminister Karen Ellemann (V), regionsrådsformand Carl Holst (V) og Bent Bechmann (C), formand for regionens miljøudvalg. Foto: Jørgen Diswal.

Grundvandsmodellen viser også, at forureningsfanen fra fabriksgrunden løber tættere på jordoverfladen end hidtil vurderet. Det skyldes, at de mange huse og asfalterede veje i området forhindrer rent regnvand i at sive ned i området. Derfor bliver næste skridt at undersøge, om dampe fra det forurenede grundvand kan sive ind i boligerne ovenpå det forurenede grundvand og påvirke indeklimaet. Dette forventes ikke at være tilfældet, men det skal afklares. Region Syddanmarks jordforureningsafdeling er i øjeblikket ved at starte disse undersøgelser.

FAKTA

  • Daniscos fabriksanlæg har eksisteret siden 1914. Produktion af medicinalvarer og hjælpestoffer til næringsmiddelindustrien begyndte i 1924.
  • Undersøgelser af forureningen fra fabriksanlægget startede i 1970’erne.
  • Region Syddanmark har siden 2007 udarbejdet en geologisk model, en grundvandsmodel, en dyb boring med pumpeforsøg, en redegørelse over de anvendte kemikalier og deres potentielle trusler over for miljøet samt undersøgt forureningsniveauet på banegravsdepotet. Det sidste er ikke afsluttet endnu.
APPFWU02V