Skip til primært indhold

Afgørende skridt for Lindø-ansøgning

2.700 værtsarbejdere mister deres hidtidige arbejdsplads i takt med, at Lindø Værftet lukker, og det er baggrunden for, at Region Syddanmark og Odense og Kerteminde kommuner i morgen tirsdag 8. juni beslutter, hvornår der skal sendes en ansøgning om hjælp til EU.

Det bliver Region Syddanmark, som skal stå for det praktiske arbejde med en eventuel ansøgning, som skal sendes til Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen.

Globaliseringsmidlerne er øremærket kriseramte områder og pengene skal bruges til gennem efteruddannelse at hjælpe fyrede videre til nye brancher, men fonden er ikke skruet sammen til den særlige situation på Lindø, hvor lukningen strækker sig over flere år.

Der kan således ikke søges om hjælp til de medarbejdere, der endnu er i arbejde. Derfor samarbejder regionen og kommunerne med Lindø Værftets ledelse om at finde et velegnet tidspunkt til en ansøgning.

Der vil først på mødet blive taget stilling til, hvor stort et beløb, der skal søges om.

Arbejdet med at hjælpe de fyrede værftsarbejdere er forankret i ”Lindøsamarbejdet”, med deltagelse af Region Syddanmark, Odense og Kerteminde kommuner samt Erhvervs- og byggestyrelsen. Efter planen skulle samarbejde stoppe 1. september, men nu lægges der op til, at det forsætter indtil 1. september 2011.

Fakta

Styregruppen for den fælles kommunale og regionale Lindø-indsats mødes på Odense Rådhus tirsdag 8. juni kl. 9.30

APPFWU01V