Dansk Røde Kors top besøgte Sydvestjysk Sygehus
Et værdifuldt stykke arbejde. Sådan betegnede Dansk Røde Kors generalsekretær Anders Ladekarl den indsats de frivillige patientstøtter yder overfor patienterne. Udtalelsen kom, da han sammen med præsident Susanne Larsen aflagde visit på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Oplæsning fra dagens avis, en gåtur eller et slag kort med patienten er opgaver, som sygehuspersonalet ikke har tid til i det daglige. Men det er der heldigvis andre, der har.
De frivillige patientstøtter fra Dansk Røde Kors fik 4. februar besøg af spidsen af Dansk Røde Kors. Generalsekretær Anders Ladekarl og præsident Susanne Larsen lagde vejen en tur forbi Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg for at høre mere om det gode samarbejde, der er mellem sygehuset og de frivillige kræfter hos Dansk Røde Kors. Et samarbejde som patienterne på de medicinske sengeafdelinger nyder godt af.
Medmenneskelighed
Og selvom Haiti fylder meget i bevidstheden i øjeblikket, så gør det bestemt ikke patientstøtternes indsats mindre vigtig.
- I bund og grund handler det om det samme. Nemlig medmenneskelighed og det at gøre en forskel for andre, siger generalsekretær Anders Ladekarl.
For ham og præsident Susanne Larsen handlede sygehusbesøget både om at vise anerkendelse overfor de frivilliges indsats og samle ideer ind til det videre arbejde.
- Vi er ude med de store ører og den lille mund, forklarede Susanne Larsen smilende og fortsatte:
- Vi vil gerne høre, hvad de frivillige har på hjerte og få et indblik i, hvilke udfordringer, de står med, som vi kan tage med hjem i vores videre arbejde.
En bred flod
Patientstøtterne er iklædt røde skjorter, så de skiller sig ud fra sygehusets personale. De indgår ikke i pleje- og behandling, men kan give den tid, nærvær og ro, der kan være en mangelvare på en travl afdeling. De medicinske sengeafdelinger har ofte patienter, der bliver indlagt igen og igen. Der er desuden en overvægt af ældre patienter, hvor netværket ikke længere er så stort og sygebesøgene derfor få. Og i den situation varmer det at få besøg af patientstøtterne.
- Det er det Røde Kors handler om. De frivillige kan gøre en lille forskel og tilsammen bliver det til en bred flod, sagde Anders Ladekarl.
De frivillige patientstøtter kommer på kursus omkring bl.a. etik, hygiejne og den svære samtale ligesom de er til en personlig snak med repræsentanter fra Dansk Røde Kors, inden de bliver godkendt som patientstøtter. Foruden de medicinske sengeafdelinger, hvor patientstøtterne kommer i dag, har to kirurgiske afdelinger på Sydvestjysk Sygehus ytret ønske om at komme med i besøgsordningen.