Skip til primært indhold

Spadestik til udvidelse af vestfynsk botilbud for unge med hjerneskade

Kingstrup på Vestfyn er et bo- og beskæftigelsestilbud for sen hjerneskadede og mandag 16. august 2010 tages første spadestik til fire nye boliger til unge, der har påtaget sig en hjerneskade.

Kingstrup har otte beboere i døgntilbud og har længe haft behov for at gøre noget særligt i forhold til de unge beboere. Det er det behov, man nu forsøger at imødekomme ved at etablere fire nye boliger, der bl.a. skal give mere frirum, mere plads til den enkelte og flere fritidsmuligheder.

Spadestikket finder sted mandag 16. august 2010 kl. 10. Adressen er Fredehjemsvej 2, 5591 Gelsted.

Souschef Marianne Henriksen byder velkommen og herefter vil regionsrådsformand Carl Holst (V) tage første spadestik.

Pressen er velkommen til at deltage.

Fakta

Kingstrup bo- og beskæftigelsestilbud er beliggende i Gelsted, ca. 23 km syd for Middelfart.
Kingstrup er et tilbud for personer med erhvervet hjerneskade. Det kan for eksempel være hjerneskade som følge af blodprop, trafikuheld eller misbrug.
Der er i dag plads til otte beboere i døgntilbud og 20 i dagtilbud. Med de nye boliger bliver der plads til 12 beboere i døgntilbud.

Erfaringen er, at de yngre beboere har brug for at kunne leve i et ungdomsmiljø, med mere plads og hvor der er et fritidstilbud, netop tilpasset deres aldersgruppe. Formålet ved at etablere fire nye pladser er at skabe et bedre og mere målrettet tilbud til de to beboergrupper. Derfor er planen at skabe små selvstændige bygninger - fire fritliggende to værelses huse - og der vil blive opført et fælleshus. De fire boliger er tænkt som såkaldte udslusningsboliger, dvs. boliger for de unge, indtil de flytter for sig selv. Formålet med afdelingen er bl.a. at afklare de unges behov her og nu samt at afklare hvad de forventes at have brug for i fremtiden: At få afklaret hvilket type job den unge kan håndtere. Hvilken uddannelse vedkommende evt. skal i gang med – altså at få lagt en plan for fremtiden.
 
Tilbuddet har eksisteret siden 1999 og blev oprindelig etableret af Fyns Amt. I dag er det Region Syddanmark, der driver tilbuddet.
De nye boliger forventes at stå færdig i maj 2011.

APPFWU02V