Skip til primært indhold

Unge lærer at bo selv i Det Gule Hus i Ringe

På fredag den 9. oktober kl. 12 åbner Det Gule Hus dørene op til et kig ind i Region Syddanmarks nye bo- og udslusningstilbud.

Siden august har Det Gule Hus på Algade i Ringe huset to unge beboere, som skal lære at stå på egne ben, så de en dag kan få deres egen lejlighed.

De har boet store dele af deres liv på en social institution og har derfor brug for vejledning, når de f.eks. skal lære at vaske tøj, lave mad og holde styr på økonomien.

- Det kan virke skræmmende, når man så skal videre ud og bo selv. Her kan vi hjælpe dem, siger Michael Kvist, som er afdelingsleder i Det Gule Hus.

Sammen med medarbejder Judi Coleman skal han drive huset, som hører under den sociale døgninstitution Møllebakken.

De unge er i alderen 18 til 23 år, og der er plads til i alt fem unge i huset.

Mens de bor der, skal de enten være i arbejde eller under uddannelse.

Planen er, at fritiden skal gå med skabe netværk gennem fritidsaktiviteter og passe ansvarsområder i huset.

- De kan øve sig her, hvor det ikke gør noget, hvis gryderne brænder på, fordi de har glemt at putte nok vand ved risene. Så lærer de bare at huske det til næste gang, siger Michael Kvist.

Tidligere har der boet en gruppe voksne autister i Det Gule Hus. Da de flyttede ud, blev huset renoveret og er i dag indrettet som et hjem for de unge beboerne med egne værelser, fælles køkken og dagligstue.

Åbent hus finder sted på fredag den 9. oktober fra kl. 12 til 14 i Det Gule Hus på Algade 76 i Ringe. Der vil være en velkomst, og de nyrenoverede lokaler vil blive vist frem.

Fakta om Det Gule Hus:

  • Det Gule Hus er for unge mellem 18 og 23 år.
  • Det forventes, at de unge er i stand til at bo selv efter et ophold i Det Gule Hus.
  • Beboerne skal være i arbejde eller under uddannelse for at bo i huset.
  • Personalet består af en afdelingsleder og medarbejder, derudover skal vikarer dække ind.
  • Det Gule Hus er et bo- og udslusningstilbud og en selvstændig afdeling under døgninstitutionen for børn med særlige behov, Møllebakken i Ringe.
APPFWU01V