Skip til primært indhold

Regionsrådssal omdannet til valgcafé

Hele dagen går borgere i Region Syddanmark i stemmeboksene, og i aften udløses spændingen, når regionrådsmedlemmer, kandidater, koncernledelsen og pressen mødes til valgcafé.

Det er regionrådssalen, der i anledning af valgdagen, er blevet omdannet til en valgcafé, hvor fremmødte kan følge med på en storskærm, mens resultaterne kommer ind i løbet af den sene aften.

Udover at vise nyheder fra regionen og de regionale medier, vil storskærmen også vise opdateringer fra Twitter.

Alle, der har lyst, kan sende deres tweets til storskærmen ved at markere dem med #RSvalg09

Der er også opstillet tv-skærme i regionrådssalen, hvor der vil blive vist regionalt tv.

Selve valgcaféen åbner kl. 20, og de første resultater forventes at komme fra kl. 22.

Flere af valgets spidskandidater har meldt deres ankomst til valgcaféen, heriblandt Jeppe Søe fra Borgerligt Centrum, Freddie H. Madsen fra Dansk Folkeparti, Sarah Nørris Christensen fra Enhedslisten, Michael Ellegaard fra Frit Danmark – folkebevægelsen mod indvandring, Pia Andersen fra Fremskridtspartiet, Lasse Krull fra Konservative, Jørgen Pless fra Lokallisten, Kristian Grønbech Andersen fra Det Radikale Venstre, Poul-Erik Svendsen fra Socialdemokraterne, Mette Valentin fra Socialistisk Folkeparti, Pernille Clemmensen fra Visions-Partiet, Carl Holst fra Venstre og Ruth Fibiger-Olesen fra Kristendemokraterne.

Kandidaterne vil også råde over et partilokale i regionshuset under valgaftenen.

Pressen møder også talstærkt op til valgcaféen, hvorfra journalisterne vil dække valget. Det drejer sig om DR TV-Avisen, TV2/Fyn, TVSyd, Fyens Stiftstidende, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fyns Amts Avis og DRs regionalradioer.

APPFWU02V