Skip til primært indhold

Skru ned for støjen og op for teknologien

Vi kender alle til den: computeren, der brummer konstant, kollegernes samtaler i telefonen i åbne kontormiljøer, stole, der skraber mod gulvet, hæle, der klapper på gangene.

Støj er et af de største problemer for arbejdsmiljøet. Faktisk så stort et problem, at regeringen har sat støj som en af sine arbejdsmiljøindsatser frem til 2010.

At være barn med høretab i dag indebærer ikke længere tegnsprog. Den teknologiske udvikling giver i dag børnene mulighed for at have et talesprog bl.a. ved hjælp af cochlear implantater. Og de fleste børn med høretab følger undervisningen i en helt almindelig folkeskole.

Baggrundsstøjen er dog den helt store udfordring i undervisningen i folkeskolen, for den danske folkeskole er sjældent af en sådan stand, at akustikken er i top.

11. og 12. marts 2009 er Center for Høretab i Fredericia vært for den anden Nordiske Konference.

I år er temaet for konferencen "Kommunikation, teknik og pædagogik", hvor fokus netop er på lyd og lyttemiljø, og hvordan teknologiske hjælpemidler kan være et nyttigt våben mod dårlige lydforhold.

Pressen er meget velkommen til at deltage i konferencen, som foregår på selve centret på Merkurvænget 2 i Fredericia.

Blandt oplægsholderne er Søren Peter Lund, der er seniorforsker, cand.med.vet., phd ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Han vil tale om bl.a. baggrundsstøj i folkeskolerne.

Fra vores svenske naboer angriber Professor Anders Kjellberg fra Institutionen för Teknik och Byggd Miljø Høgskolan i Gävle baggrundsstøjen fra den mere psykologiske indfaldsvinkel.

Magnus Blixt er lærer på en svensk folkeskole, og han vil øse ud af sine erfaringer med at minimere støjen som forstyrrende element i undervisningen.

Fakta

  • Det er anden gang Center for Høretab i Fredericia holder Nordisk Konference. Første konference blev holdt i marts 2007 og havde emnet "Pædagogisk anvendelse af høretekniske hjælpemidler".
  • Deltagerne på konferencen i år er en bred vifte af teknisk personale, pædagogere, lærere, ledere, konsulenter, administratorer, terapeuter, psykologer, m.m.
  • Den røde tråd i årets konference er samspillet mellem teknik og pædagogik. Hvordan de to ting kan understøtte hinanden i kampen mod baggrundsstøj.
APPFWU02V