Sydfynske hospicepladser sættes på dagsordenen
Regionsrådsformand Carl Holst vil nu tage initiativ til at spørgsmålet om etablering af flere hospicepladser på Sydfyn bliver sat på den politiske dagsorden ved de kommende drøftelser om budget 2010.
Initiativet kommer bl.a. i forlængelse af, at mulighederne for flere hospicepladser på Sydfyn har været bragt på banen i forbindelse med de årlige drøftelser om sundhedsaftaler mellem Region Syddanmark og kommunerne. Samtidig har der også vist sig en stigende interesse i lokalbefolkningen for etablering af et hospice på Sydfyn, bl.a. med dannelsen af en støtteforening.
Region Syddanmark har på den baggrund foretaget en indledende analyse af behovet for yderligere hospice-pladser.
”Med hospicepladser giver vi døende medborgere et tilbud om pleje og lindring i den sidste tid af deres liv. Lige nu kan vi se, at der er brug for flere pladser, og jeg ved også at mange borgere er engagerede i arbejdet med at skabe nye hospicepladser. Som tingene ser ud lige nu, er det på Sydfyn vi bør etablere flere hospicepladser, og det vil vi fra Region Syddanmarks side gå i dialog med de sydfynske kommuner om,” siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Region Syddanmark har på nuværende tidspunkt overenskomst om drift af i alt 48 hospicepladser med hver 12 pladser på Hospice Fyn i Odense, Sct. Maria Hospice i Vejle, Hospice Sydvestjylland i Esbjerg og Hospice Sønderjylland i Haderslev. Et hospice med 12 pladser har typisk omkring 130-160 patienter indskrevet på et år.