Skip til primært indhold

Strålekælder indviet i Vejle

Med to nye strålekanoner i nye indbydende lokaler er Vejle Sygehus klar til at tilbyde en mere effektiv behandling. Udvidelsen betyder samtidig, at sygehuset i Vejle fremover kan behandle 400-500 flere kræftpatienter om året.

Med to nye strålekanoner i nye indbydende lokaler er Vejle Sygehus klar til at tilbyde en mere effektiv behandling. Udvidelsen betyder samtidig, at sygehuset i Vejle fremover kan behandle 400-500 flere kræftpatienter om året.

Fredag eftermiddag var fagfolk og politikere samlet til den officielle indvielse, og der var mødt så mange frem, at der var en trængsel uden lige i den nye lyse strålekælder. Men humøret var højt, og der var også god grund til at glæde sig på dagen.

- De nye faciliteter markerer et vigtigt skridt for Vejle Sygehus i forhold til den kommende funktion som specialsygehus på kræftområdet. Med disse udvidelser står vi godt rustet til at kunne håndtere det stigende behov for strålebehandling, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V) i sin tale og tilføjede:

- Jeg får så mange henvendelser fra folk, der spørger til sygehuset fremtid. Lad mig nu én gang for alle slå fast. Vejle Sygehus er kommet for at blive.

Udvidelsen af kapaciteten i Stråleterapien sker som led i den regionale kræftplan og Region Syddanmarks udnævnelse af Vejle Sygehus som specialsygehus på kræftområdet. Med de nye strålekanoner har Vejle Sygehus nu tre maskiner, der kan lave scanninger, der kan sikre en endnu større præcision, og dermed give patienten en mere skånsom behandling. I alt råder sygehuset over fem acceleratorer, og på sigt er det planen at udvide med yderligere én.

Strålekælderen er en del af sygehusets nye bygning A8. Ovenpå bliver der bygget endnu to kontor- og ambulatorieetager, der efter planen står færdige medio 2010. Pengene til udvidelsen stammer fra Den Nationale Kræftlånepulje, der har bevilget 38 mio. kr. til den nye bygning og 25 mio. kr. til de to strålekanoner.

APPFWU01V