Skip til primært indhold

Indfører nye procedurer efter borger blev overset i forbindelse med toiletbesøg

Indfører nye procedurer efter borger blev overset i forbindelse med toiletbesøg

Borgeren sad således på toilettet seks timer indtil nattevagten tilså borgerne senere på natten.

- Det er dybt beklageligt og sådan noget, der bare ikke må ske. Vi holdt møde om sagen i afdelingen søndag middag og har allerede på den baggrund indført nye procedurer, der skal sikre, at det her ikke kan gentage sig, siger Anne-Mette Sørensen, konstitueret stedfortræder på Strandvænget.

Konkret betyder de nye procedurer, at alle borgere skal gennemgås mundtligt ved personaleskift. Dette erstatter ikke notater på it-systemet men præciserer for det personale, der møder ind, hvad der er i fokus.

Når der overdrages opgaver fra en medarbejder til en anden, skal det være helt klart for begge parter, hvordan opgaven efterfølgende løses og af hvem.

Samtidig er proceduren for nattevagten ændret, så nattevagten tilser alle borgere, så snart natarbejdet påbegyndes.

- Det er en yderst uheldig situation, som slet ikke burde kunne opstå. Og på baggrund af denne meget beklagelige hændelse vil vi sætte fokus på de nuværende arbejdsgange samt gældende procedurer for at sikre at der ikke sker gentagelser, siger Anne-Mette Sørensen.

Allerede om morgenen søndag 5. juli blev Anne-Mette Sørensen orienteret af personalet på Strandvængets afdeling 1A om hændelsen i forbindelse med personaleskiftet lørdag aften.

En sygeplejerske blev tilkaldt for at undersøge, om borgeren havde lidt overlast, men vurderingen lød, at det ikke var tilfældet.

De pårørende blev orienteret søndag og fik forklaret, hvordan den uheldige episode var opstået.

Strandvænget er i dag ved at indhente skriftlige beskrivelser fra de involverede medarbejdere.

Sagen kort:

To medarbejdere har i tråd med almindelig arbejdsgange i huset fordelt ansvaret for en borger imellem sig klokken ca. 20.30 lørdag aften. Borgeren er blevet hjulpet på toilettet men kort efter har en tredje kollega brug for hjælp til en anden borger.

Klokken 2.15 går nattevagten sin første runde i huset for at tilse borgerne. Da nattevagten kommer til den pågældende borgers værelse, finder han ham siddende på toiletstolen, hvorefter han med det samme bliver hjulpet i seng. Borgeren var rolig da medarbejderen kom ind til ham.

APPFWU02V