Skip til primært indhold

Robot SommerCamp styrker naturfag

Evalueringen af RoboDays Robot SommerCamp viser, at størstedelen af de unge deltagere gerne vil arbejde med robotteknologi i fremtiden

I alderen 12-15 år kom de fra hele landet til Odense for at bruge en uge af sommerferien på at bygge og programmere LEGO-robotter. Det hele mundede ud i en konkurrence, hvor de skulle vise, at de havde lært LEGO Mindstorms og robotteknologien at kende. 

Og konklusionen er klar: Over 60 procent vil gerne arbejde videre med robotterne. Dertil kommer, at årets hold på 40 deltagere er dobbelt så stort som sidste år og forventes endnu større næste år. Og det er noget, der glæder arrangørgruppen, som er et samarbejde mellem Syddansk Erhvervsskole, Syddansk Universitet og RoboDays støttet af Region Syddanmark.

- En del af ideen med Robot SommerCamp er at øge de unges interesse for teknik og naturvidenskab. Og skal man dømme ud fra de unges evaluering, ser det ud til, at vi går i den rigtige retning, siger Tilde Pihl, som er projektleder på Robot SommerCamp.

Robotter i undervisningen

I mange år har børn og unge i folkeskolen vist begrænset interesse for de tekniske og naturvidenskabelige fag, og det har været svært at omvende dem. Derfor offentliggjorde en arbejdsgruppe, som regeringen havde nedsat, sidste år en plan for, hvad man kunne gøre for at højne interessen igen. En af anbefalingerne var, at skolerne skulle blive bedre til at samarbejde med erhvervslivet.  Den er der blevet fulgt op på. Blandt andet har flere skoler i Odense og andre danske byer indført LEGO Mindstorms som en del af undervisningen i naturfag. Og som man også har erfaret på RoboDays Robot SommerCamp er de unge vilde med robotterne og ikke kun dem af LEGO.

- De unge knoklede og brugte mange timer hver dag på at programmere og bygge den perfekte robot. De gik virkelig op i det. Det kunne man også se på de mange spørgsmål, der blev stillet, da vi tog dem med på virksomhedsbesøg i Odense. Vi besøgte de to lokale robotvirksomheder, Micro Matic og Universal Robots, så de unge på egen krop kunne mærke, hvad robotteknologi egentlig er og kan bruges til, fortæller Tilde Pihl og vil betegne ugens camp som en succes.

Til evalueringen af årets Robot SommeCamp kom det i øvrigt også frem, at samtlige unge gerne vil deltage igen til næste år.

APPFWU02V