Skip til primært indhold

Syddanske patienter er tilfredse med sygehuset

Flere end ni ud af ti patienter er positive, når de skal give en samlet vurdering af deres indlæggelse på et sygehus eller besøg på et ambulatorium i Region Syddanmark.

Det viser en ny landsdækkende undersøgelse af den patientoplevede kvalitet, der offentliggøres i dag på sundhed.dk.

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser 2009 er med ca. 230.000 udsendte spørgeskemaer den hidtil største spørgeskemaundersøgelse af patientoplevelser i Danmark.

Stor tillid til regionens sygehuse

Undersøgelsen viser bl.a., at patienterne i Region Syddanmark har stor tillid til, at de har fået den rette behandling og pleje (97,2 % og 93,9 % af henholdsvis ambulante og indlagte patienter).

- Det er igen nogle flotte tilbagemeldinger, vi får fra vore patienter. Det giver et godt udgangspunkt for at arbejde videre med de områder, som patienterne vægter højest, nemlig sammenhæng i forløbet og en god dialog med personalet. Samtidig glæder vi os over den tillid, patienterne har til personalet – et resultat, der bygger på et kompetent og professionelt personale på regionens sygehuse, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Ting der kan forbedres

- Der er selvfølgelig også nogle ting, vi kan blive bedre til. For eksempel skal flere patienter have at vide, at de har en kontaktperson. Det er mange ikke klar over, at de har. Det er noget af det, der skal arbejdes videre med, siger regionsrådsformanden.

Indsigt i patientens sygdomsforløb

I forhold til landsresultatet ligger sygehusene i Region Syddanmark over gennemsnittet, når det gælder positive tilbagemeldinger på ventetid. Det gælder ventetid ved modtagelse, indlæggelse og ventetid i ambulatoriet. Det er også positivt, at langt størstedelen af de ambulante patienter (91,6 %) oplever, at personalet har sat sig ind i deres sygdomsforløb – et område hvor Region Syddanmark samlet set ligger i toppen.

Kontaktpersoner spiller en stor rolle

Undersøgelsen peger også på, at der blandt både indlagte og ambulante patienter er meget stor tilfredshed med kontaktpersoner – vel at mærke når de oplever at have fået tildelt en. Således svarer 95 % af de indlagte og 97 % af de ambulante patienter positivt på spørgsmålet om, hvorvidt kontaktpersonen har taget ansvar for deres forløb. Til gengæld har én ud af fire ikke oplevet at have én eller flere kontaktpersoner.

Mundtlig og skriftlig information

Tilsvarende gør det sig gældende, at hele 97 % af alle patienter er tilfredse med den skriftlige information, de har modtaget. 88 % af de ambulante og 94 % af de indlagte patienter vurderer den mundtlige information positivt. Med hensyn til den skriftlige information er det dog kun halvdelen af patienterne, der oplyser at have modtaget den.

Der arbejdes videre med resultaterne

Nu vil afdelingerne på regionens sygehuse tage fat i de konkrete resultater af undersøgelsen og arbejde videre med at sikre og udvikle behandling og pleje.

Dette skal medvirke til, at patienterne også i fremtiden vil opleve et tilfredsstillende og sammenhængende forløb på Region Syddanmarks sygehuse. Dette arbejde skal bl.a. indgå i sygehusenes indsats for at blive akkrediteret under Den danske Kvalitetsmodel i 2010 og 2011.

Nyt koncept

Denne undersøgelse er den første efter et nyt koncept. Det er meningen, at undersøgelsen skal gentages årligt med henblik på at kunne følge udviklingen i patienttilfredshed. Der er tidligere i perioden 2000 – 2006 gennemført landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser. Disse undersøgelser dækkede en anden patientgruppe og udelukkende indlagte patienter. Spørgsmålene i den nye undersøgelse adskiller sig ligeledes fra de tidligere undersøgelser. Derfor giver det ikke mening at sammenligne resultaterne i den nye undersøgelse med resultaterne fra de tidligere undersøgelser.

APPFWU01V