Skip til primært indhold

Regionstandplejen på plads

Regionstandplejen har fået nyt hovedsæde, og er nu flyttet ind i nyrenoverede lokaler i Sundhedshuset Sct. Joseph i Esbjerg.

”Vi er utroligt glade for, at vi nu er kommet helt på plads. Vi har fået samlet administrationen under ét tag, og i sammenhæng med tandklinikken. Samtidigt har vi i de nye lokaler fået udstyr og plads til at løse de specialer, og specielle opgaver, som vi arbejder med,” fortæller ledende overtandlæge Ólrunn Nielsen.

Reception

Regionstandplejen i Region Syddanmark inviterer derfor indenfor til reception fredag den 15. august fra klokken 13 til 15. Alle brugere, pårørende og forretningsforbindelser er meget velkomne til receptionen. Adressen er Nørregade 63A, 6700 Esbjerg.

Det er regionstandplejen i Region Syddanmark der er ansvarlig for tandlægevagten, som gør det muligt for borgerne i regionen at få akut tandlægehjælp i weekender og på helligdage.

Mange opgaver

Blandt regionstandplejens øvrige opgaver er blandt andet bevilling af tandbehandling til børn og unge med manglende tænder, og til visse personer med kræft eller særlig gigtsygdom, samt behandlingen af udviklingshæmmede og psykisk syge, der ikke kan benytte de almindelige tandlæger.

Ofte involverer disse behandlinger en narkoselæge, da patienten skal i narkose. Det er desuden også Regionstandplejen, der varetager klager over praktiserende tandlæger i Region Syddanmark.

Der er 22 fastansatte i Regionstandplejen. Derudover er der tilknyttet ca. 75 fagpersoner, når vagttandlæger, klinikassistenter, specialtandlæger, kæbekirurger, protetikere, narkoselæger og narkosesygeplejesker bliver talt med.

Regionstandplejen har til huse fire steder i Region Syddanmark:

Nørregade 63A, 6700 Esbjerg
Heden 7, 3. 5000 Odense C
Sydvang 1, 6400 Sønderborg (Sønderborg Sygehus)
Kabbeltoft 25, 7100 Vejle (Vejle Sygehus)
Tandlægevagten kan kontaktes på telefon: 6541 4551

Mere information om Regionstandplejen og tandlægevagten.

Yderligere oplysninger:

Ólrunn Nielsen; Ledende overtandlæge. Tlf. 7612 7270

APPFWU01V