Skip til primært indhold

Region Syddanmark skriver nye sange til Højskolesangbogen

28 danske kunstnere mødes på Engelsholm Slot søndag den 24. august og fire dage frem for at skabe en række nye danske sange.

Musikere, sangskrivere, komponister og digtere som Randi Laubek, Thomas Buttenschön, Martin Brygmann, Tobias Trier, Peter Laugesen og Elisabeth G. Nielsen, med flere, samles på Engelsholm Slot til en sangskrivningsworkshop for at skabe sange om det liv, vi lever i dag, både nationalt og internationalt.

Sangskrivnings-workshop

Region Syddanmark har i anledning af Sangens År 2008 taget initiativ til workshoppen, som gennemføres i samarbejde med Engelsholm Højskole. Projektet er udviklet i samarbejde med Jakob Bonderup fra Engelsholm Højskole, der sammen med Michael Bojesen, chef for Danmarks Radios Pigekor står for den kunstneriske afvikling af workshoppen.

Konceptet for Sangskrivningsworkshoppen er ligetil. En række danske kunstnere er inviteret på et fire dages gratis ophold på Engelsholm Slot. 28 har sagt ja tak, og meningen er så, at der i løbet af de fire dage kommer en række nye fællessange til verden.

På sigt er det målet, at nogle af de sange som workshoppen kaster af sig, skal optages i Højskolesangbogen ved næste revidering.

Kreative hjerner i frie rammer

Workshoppen er indrettet sådan, at de kreative hjerner kan få frit spil. Det eneste der er fastlagt på programmet er nemlig tidspunkterne for måltiderne, som de to kokke fra Smagsdommerne, Carsten Lunding og Claus Brandt, står for.

Når workshoppen slutter onsdag, er det ikke enden på projektet. Det videreføres nemlig med en sangbogsudgivelse og en koncert i uge 32, 2009. Den specifikke dato oplyses senere på året

Regionsrådet har bevilget pengene til projekt Sangskrivningsworkshop, der er et led i regionens kulturstrategi. I strategien står der blandt andet, at regionen vil udvikle nye kulturtilbud og være igangsætter på området.

Yderligere oplysninger:

Karin Fuhrmann, kulturkonsulent Regional Udvikling, Erhverv og internationale forhold Region Syddanmark Direkte: 7663 1908

Jakob Bonderup, viceforstander Engelsholm Højskole Direkte: 7588 3555

APPFWU02V