Skip til primært indhold

Nye kriseråd: Skal du have jodtabletter i medicinskabet?

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at udvalgte danskere skal have medicinske jodtabletter på lager, hvis en atomulykke rammer. Det skal forebygge, at radioaktiv stråling kan give kræft i skjoldbruskkirtlen. Her svarer professor og overlæge Steen Joop Bonnema på nogle af de spørgsmål, du måske sidder inde med.

Hvordan virker jodtabletter i tilfælde af atomulykker?

Jodtabletter beskytter imod, at skjoldbruskkirtlen bliver udsat for massiv bestråling af radioaktivt jod fra en atomulykke. Skjoldbruskkirtlen er en lille kirtel på vores hals, som normalt vil optage almindeligt, ikke-radioaktivt jod til at danne stofskiftehormoner. Imidlertid findes jod i flere former, og desværre vil andre former for jod – f.eks. radioaktivt jod fra atomulykker – også kunne ophobe sig i skjoldbruskkirtlen.

Hvis man mætter skjoldbruskkirtlen med almindeligt jod fra jodtabletter, vil der ske en fortynding. Mængden af radioaktivt jod vil blive lille i forhold til den samlede mængde jod i kroppen, og skjoldbruskkirtlen vil derfor primært optage det almindelige jod, der ikke er radioaktivt.

Hvordan hænger radioaktivt jod sammen med risikoen for at udvikle kræft i skjoldbruskkirtlen?

Kraftig, radioaktiv bestråling er potentielt livsfarligt og skadeligt for kroppens celler. Der kan opstå mutationer i cellernes gener, hvilket kan føre til, at celler dør, eller at man udvikler kræft på kort eller lang sigt. Det er dog vigtigt at sige, at kræft i skjoldbruskkirtlen ofte kan behandles med et godt resultat og en rigtig god prognose.

Myndighederne anbefaler jodtabletter til bl.a. gravide, ammende og danskere under 40 år. Hvorfor er de grupper mere udsatte?


Børn og fostre er generelt mere følsomme over for radioaktiv stråling end voksne, så det er primært den gruppe, man vil beskytte.

Den officielle anbefaling fra Sundhedsstyrelsen er:

40 år og derover: Anbefales ikke jodtabletter
12-40-årige, gravide og ammende: 2 tabletter (= 130 mg) kaliumjodid.
Børn fra 3-12 år: 1 tablet (= 65 mg) kaliumjodid.
Børn fra 1 måned til under 3 år: 1/2 tablet (= 32,5 mg) kaliumjodid.
Spædbørn under 1 måned: 1/4 tablet (= 16,25 mg) kaliumjodid.


Hvorfor er det vigtigt, at man køber medicinske jodtabletter frem for kosttilskud med jod?


Det handler om mængden af jod. Der er meget mere jod i specifikke jodtabletter end i almindelige vitaminpiller eller kosttilskud. Jodtabletter, der fås i håndkøb på apotekerne, indeholder 65 milligram kaliumjodid, der svarer til 50 milligram jod. Det er meget mere end de 150 mikrogram jod, som findes i de fleste multivitamintabletter.

Hvornår bør man tage det?

Man skal indtage jodtabletterne mindre end 24 timer før og op til to timer efter, man bliver udsat for radioaktivt jod. Man må ikke indtage jodtabletter senere end 24 timer efter, man er blevet udsat for strålingen. Hvis man indtager det for sent, kan det være skadeligt, fordi det forlænger tilstedeværelsen af radioaktivt jod, der allerede er i skjoldbrusk­kirtlen.

Ved Tjernobyl-ulykken i 1986 gik der flere dage, inden myndighederne indrømmede, at der var sket en ulykke, og på det tidspunkt var det alt for sent at anbefale jodtabletter.

Hvilke mængder kræver det, før det har effekt?

Med de doser, myndighederne anbefaler, vil kun en lille, ubetydelig mængde radioaktivt jod blive optaget af skjoldbruskkirtlen i tilfælde af en atomulykke.

Det giver ikke bedre beskyttelse at tage flere jodtabletter end anbefalingen. Det anbefalede antal tabletter skal som udgangspunkt kun indtages én gang. Hvis man indtager en stor mængde jod, kan det give forstyrrelser i skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormoner. Det frarådes derfor kraftigt, at man dagligt indtager jodtabletter for at sikre sig.

Hvad er begrænsningerne ved jodtabletterne? 

Jodtabletter beskytter ikke mod bestråling af andre organer og fra andre radioaktive grundstoffer end jod. Ved en atomulykke dannes en lang række radioaktive grundstoffer, som bl.a. afgiver gammastråling, som er meget skadeligt for kroppen. Det er en udbredt misforståelse, at jod generelt beskytter mod alle former for radioaktivitet.

Hvad er dit budskab til de syddanskere, der er bekymrede?

En let øget risiko for kræft i skjoldbruskkirtlen vil være et af de mindre problemer ved en atomulykke. Myndighederne anbefaler jodtabletter, fordi det er en simpel, billig metode at nedsætte bestrålingen af skjoldbruskkirtlen. Desværre er der ikke lignende råd for at beskytte resten af kroppen mod bestråling. Ved en atomulykke er myndighedernes anbefaling generelt, at man opholder sig indenfor med lukkede døre og vinduer.

I 25 år har Steen Joop Bonnema forsket i skjoldbruskkirtlens sygdomme og effekten af radioaktivt jod. Til daglig er han professor og overlæge i klinisk endokrinologi på OUH.

APPFWU02V