Skip til primært indhold

Flertal i regionsrådet beslutter, at LGBTQ+-håndbog skal laves om

Regionsrådet i Region Syddanmark har mandag den 26. oktober behandlet punktet ’Godkendelse af håndbog om LGBTQ+-personers møde med sundhedsvæsenet i Region Syddanmark’ ved regionsrådsmødet. Her skulle regionsrådet tage stilling til, om det kunne godkende den LGBTQ+-håndbog, det var blevet forelagt.

Håndbogen beskriver de barrierer, som kan være med til at skabe et vanskeligt møde mellem sundhedsprofessionelle og LGBTQ+-personer, og skal sikre, at mange ved det nødvendige, uden at alle er eksperter på borgerne i målgruppen.

Regionsrådet godkendte ikke håndbogen i den forelagte form. Det blev i stedet besluttet, at håndbogen skal laves om. Samtidig blev det besluttet, at LGBTQ+-politikken skal justeres. Det skete på baggrund af et forslag fremsat af Venstre. I forslaget blev administrationen bedt om at udarbejde et nyt udkast, som tager højde for en række fokuspunkter.

Forslaget blev vedtaget af et flertal på 18 stemmer mod 13 stemmer. For stemte Venstre (9 mandater), Dansk Folkeparti (2 mandater), Det Konservative Folkeparti (2 mandater), Danmarksdemokraterne (3 mandater), Liberal Alliance (1 mandat) og løsgænger Cecilie Liv Hansen (1 mandat).

Imod stemte Socialdemokratiet (8 mandater), Socialistisk Folkeparti (3 mandater), Enhedslisten (1 mandat) og Radikale Venstre (1 mandat).

Forslag fra Venstre

Det var Venstre, der fremsatte et forslag, der betyder, at administrationen skal udarbejde et nyt udkast til håndbogen. Forslaget lød:

”Regionsrådet forkastede forslaget, idet Regionsrådet konstaterer: 

  • At alle borgere skal behandles ordentligt og respektfuldt i sundhedsvæsenet
  • At der kun findes to køn
  • At der i håndbogen og i regionens kommunikation i øvrigt ikke skal anvendes ”woke” ideologiske udtryk som f.eks. ”hen”
  • At håndbogens udsagn bør belægges med kildehenvisninger, og talangivelser bør være så præcise som muligt
  • At muligheden for at støtte de mest udsatte homoseksuelle f.eks. gennem organisationen Sabaah bør afsøges
  • At ideologiske hensyn og ændrede CPR-numre ikke må stå i vejen for at tilbyde den sundhedsmæssige korrekte diagnostik og behandling
  • At LGBTQ+-politikken justeres, så det fremgår, at der ved ombygninger, nybygninger eller renoveringer ønskes etablering af dame- og herretoiletter, og at eventuelle kønsneutrale toiletter alene skal besluttes ud fra praktiske hensyn. Det samme gør sig gældende ved behovet for ændret skiltning.

Regionsrådet beder administrationen udarbejde et nyt udkast, som tager højde for ovenstående fokuspunkter.”

Dette forslag blev vedtaget.

Ændringsforslag

Dertil kom et ændringsforslag fra Enhedslisten. Det lyder:

"Såfremt regionsrådet beslutter, at der skal udarbejdes et nyt eller revideret udkast til LGBTQ+-håndbogen, sendes dette inden endelig godkendelse i høring hos medarbejderrepræsentanter gennem regionens MED-system, relevante faglige organisationer samt relevante LGBTQ+-organisationer, herunder de organisationer, der har bidraget til det hidtidige arbejde. 

Efter høringen forelægges håndbogen regionsrådet til endelig godkendelse sammen med de indkomne høringssvar og administrationens bemærkninger. Det skal fremgå, hvilke ændringer høringen har givet anledning til, samt begrundelserne for eventuelle væsentlige høringsønsker, der ikke er imødekommet."

Socialdemokratiet (8 mandater), Socialistisk Folkeparti (3 mandater) og Enhedslisten (1 mandat) stemte for. 

Venstre (9 mandater), Dansk Folkeparti (2 mandater), Det Konservative Folkeparti (2 mandater), Danmarksdemokraterne (3 mandater), Liberal Alliance (1 mandat) og løsgænger Cecilie Liv Hansen (1 mandat). 

1 medlem (Radikale Venstre) undlod at stemme.

Dermed stemte 12 for forslaget, mens 18 stemte imod og 1 undlod at stemme. Derfor bortfaldt forslaget.

APPFWU01V